For tredje gang i sæsonen vandt Herning over Esbjerg og er således stadig øverst i tabellen. To stærke perioder gjorde at sejren var fortjent, selv om den undervejs var i stor fare.

Herning Blue Fox - Esbjerg Energy: 5-2 (3-1, 0-1, 2-0)

De gamle arvefjender fra Herning og Esbjerg tørnede nok engang sammen og denne gang på midtjysk is. På trods af Black Friday var der mødt mange mennesker op for at støtte "byens hold" i jagten på tre nye point til tabellen.

Herning skulle som ventet frem over isen og Esbjerg startede kampen ud i en mere afventende udgave. Brandvarme Mathias Bau havde det første kvalificerede bud efter en scoring og kort efter havde Lukas Bang en dobbeltchance som Jake Smith dog tog sig af.

I stedet var det den ganske udskældte Simon Lafrance, der kunne åbne ballet på Kvik Hockey Arena. Der åbnede sig en mindre motorvej imellem de to backs og candieren udplacerede keeperen ved den ene stolpe. Den tredje scoring mod Esbjerg i denne sæson for forwarden der i alt har leveret syv scoringer.

Mathias Seldrup var endnu ikke blevet testet mens Herning omvendt ikke var sene til at få pucken lagt på mål. Petter Hansson var manden med det næste store tilbud og så skiftede kampen pludselig karakter. 

Førnævnte Seldrup var således i gavehumør og han lod et ufarligt skud fra Oscar Öhman glide igennem benskinnerne. Så var der pludselig udlignet til 1-1, selvom vestjyderne altså endnu ikke havde haft en scoringschance.

En lettere rystet keeper kunne se det næste skud prelle af på overliggeren og Esbjerg havde nu i den grad meldt sig ind i kampen.

Herning genfandt efter et par minutter fodfæstet og så slog man til endnu engang. Aleksi Ainali sendte et højt slagskud mod kassen og pucken så ud til at ramme Brett Thompson på vejen mod netmaskerne. Canadieren var i hvert fald første mand ude ved holdkammeraterne mens Ainali fik tilkendt målet af halspeakeren.

Flere store chancer fulgte minuttet efter til midtjyderne, men først med godt to minutter tilbage lykkedes det igen at passere Smith. Brett Thompson smækkede en hård pasning ind foran mål og Martin Eskildsen vandt positionskampen, der betød at han kunne støde pucken mellem benene på Esbjerg-keeperen.

Vild udvikling

Blue Fox skulle forsøge at følge op på en stærk første periode mens Esbjerg måtte forventes at have nok at snakke om i pausen. Midtjyderne skulle have øget ved enten Joachim Linnet eller Hjalte Thomsen, der begge havde store chancer.

Hjemmeholdet tog sig efterfølgende af kampens første powerplay som man dog ikke fik meget ud af. I stedet bød chancen sig kort efter i den anden ende da Esbjerg stak afsted med to mand. Oliver Kjær og Philip Schultz passede tre gange til hinanden inden førstnævnte altså satte reduceringen. Igen var det noget nær første chance i perioden, men flot spil af ligaens måske bedste duo.

Esbjerg var tæt på udligningen da Jakob Jessen aldeles upresset gav pucken til Oliver Kjær, der hurtigt fandt Nicklas Andersen. Seldrup leverede en stor redning og skældte kraftigt ud efterfølgende. Det samme gjorde Garth Murray der endda tog sin time-out.

Gæsterne lugtede nu for alvor blod og fik sat et monstertryk på værterne, der fortsatte efter de to minutters overtal. Andreas Grundtvig havde den største chance af dem alle og Seldrup måtte på ny agere levende mur mellem stængerne. 

Esbjerg sad på det meste og derfor kom denne pause givetvis mere belejligt for Herning end tilfældet var efter første periode. 

Midtjyderne samlede sig

Herning kom bedre ud til tredje periode og godt fire minutter inde i perioden fik man igen passeret Smith. Morten Poulsen afsluttede første gang på pasningen fra Mathias Bau og returen blev i bedste baseball-stil slået i mål af Derian Plouffe. Canadieren ventede tålmodigt inden pucken var under overliggeren, inden han altså battede 4-2 målet i kassen.

Vigtig scoring for Herning, der ellers var sat gevaldigt under pres, som anden periode skred frem.

Derfor var en udvisning ikke hvad Murray kunne ønske sig mest, men gæsterne fik altså et powerplay til at skabe en hurtig reducering på ny. Stærkt arbejde af Linnet gav dog chancen til Mathias Bau der kun akkurat missede det lange hjørne.

Blue Fox klarede altså frisag og begyndte jagten på en afgørelse. Smith måtte levere en stor dobbeltredning og således var Esbjerg stadig inde i kampen selvom man endnu ikke havde forsøgt sig på Seldrup i perioden.

Mathias Bau var som bekendt uhyggeligt skarp for tiden og han satte igen i aften en scoring. En vunden faceoff endte lige for og han rev uden betænkningstid pucken op i det lange hjørne til stillingen 5-2.

Fremragende modsvar af Herning, der altså var i store vanskeligheder efter en anden periode der så Esbjerg vise tænder. Tredje periode mindede i høj grad om den første i kampen hvor tempoet blev sat af værterne.

Dan Jensen kaldte Smith på bænken og dermed satsede man butikken i det sidste minut. Philip Schultz brændte en stor chance tæt under mål men det var de efterfølgende hændelser der for alvor tændte op under spillerne. Lukas Bang måtte tidligt i brusebad efter en game misconduct for checking to the head. 

Det kunne dog ikke ændre ved at Herning tog alle tre point i en kamp som ellers var på vippen

 

 


Odense sled sig til 3-1-sejr over rivalerne Stort Aalborg-comeback i tredje periode