Den tidligere Frederikshavn-spiller Eemeli Räsänen blev en af tre målscorere i Herlev i aften, hvor hjemmeholdet måtte se sig besejret af Tingsryd AIF.
Gæsterne spiller i den kommende sæson i HockeyAllsvenskan, Sveriges næstbedste række, og de to hold leverede en kamp med masser af udvisninger.
Tingsryd scorede to gange tidligt i kampen og lagde til med et mål i slutfasen. De to første mål blev scoret i powerplay.
- Der blev efter min mening fløjtet lige rigeligt. Dommeren dømte alt i dag og derfor blev det svært at få en rytme i kampen. Men vi fik virkelig muligheden for at træne vores boxplay, som fungerede ret godt. Det var godt at se samspillet mellem boksen og vores målmand Rosengren i dag. Summa summarum viste vi fin karakter i dag og gennemførte matchen fint ud fra forudsætninger, siger Fredrik Glader, træner for Tingsryd - og i øvrigt også tidligere træner for det danske kvindelandshold.
Herlev havde Lukas Horak tilbage i målet og 311 tilskuere var på plads i arenaen.
Der er mulighed for ishockey i morgen igen i Herlev, hvor Halmstad Hammers (Division I) kommer på besøg.
Tingsryd-spillerne fortsætter til Rødovre for at møde Mighty Bulls.