Frederikshavn blev ydmyget i lokalopgøret i Sparekassen Danmark Isarena

Aalborg Pirates-Frederikshavn White Hawks 9-2 (6-0,3-0,0-2) Det er ikke altid, man kan se forskel på top og bund, når parterne mødes, men her til aften var det i den grad tilfældet, da Aalborg mødte Frederikshavn i Sparekassen Danmark Isarena. Det blev til en sejr på hele 9-2 til Pirates.

Første periode blev en sportsligt katastrofal en af slagsen for Metal Ligaens hårdtprøvede bundhold, som efterhånden som perioden skred frem blev spillet mere og mere ud af banen.

Aalborg var flyvende og otte minutters spil, kom hjemmeholdet foran med 1-0: Pierre-Olivier Morin kom fri mod Galansky, men fremfor at tage en afslutning selv, lagde han en smart droppasning tilbage til Calder Brooks, som afsluttede første gang.

Afslutningen var perfekt og overlistede Tadeas Galansky til en fortjent 1-0 føring.

Målet startede en regn af bamser, som blev kastede på isen under det traditionelle Teddy Bear Toss. Det gav en mindre pause i spillet, og da spillet kom i gang igen, virkede det som om Frederikshavn kom lidt bedre med. Gæsterne var tæt på at udligne, da Bertelsen fik styret en puck inde foran mål mod målhjørnet, men George Sørensen lavede en flot redning med stokhandsken.

Hjemmeholdet kørte kontra og Calder Brooks stod for dagens detalje, da han med et ”toe-drag” satte Pontus Englund, og fik flot givet sig selv plads i slottet, hvor han med samme store kølighed som ved 1-0 målet hamrede pucken ind bag en chanceløs Galansky.

2-0 blev også til 3-0 få minutter senere, da Patrick Bjorkstrand fik frit løb mod mål. Alene mod mål udplacerede han sikkert Galansky. Målet medførte store protester fra Frederikshavn White Hawks bænk, som mente Bjorkstrand var offside i situationen. En protest som i den grad havde sin sag ved et kig på tv-billederne, men da ”coaches challenge” ikke længere er en del af Metalligaen, blev målet godkendt.

Nede med tre var kampen næsten allerede afgjort, og med to minutter igen gik det fra slemt til katastrofalt for gæsterne. Først blev det 4-0, da Jeppe Jul Korsgaard og Julian Jakobsen splittede gæsterne fra hinanden, og til sidst serverede pucken til Bo Hansson som scorede i tomt mål.

Blot 40 sekunder senere var det Tommy Giroux som scorede, da han modtog pucken inde foran mål efter flere defensive fejl fra gæsterne. Med hele 5-0 efter 18 minutter blev Tadeas Galansky erstattet af Kevin Frydkjær. Et skift som ikke ændrede kampbilledet, og blot ni sekunder senere scorede Morin til pausestillingen på 6-0.

9-0 efter 30 minutters spil

Anden periode startede ganske som den første sluttede, med Aalborg i fuld kontrol og efter 25 sekunders powerplay fik Pierre-Olivier Morin scoret til 7-0. Morin fik oceaner af plads til at afslutte fra højre side, hvor han sendte pucken over forbi Frydkjærs benskinne.

Minuttet senere var den gal igen for gæsterne. De virkede modløse og manglede et hav af kompetencer i de defensive opgaver, og det udnyttede Kirill Kabanov til at sende en afslutning på mål, som blev styrer ind til 8-0 af Julian Jakobsen.

Galansky kom tilbage på isen for at stoppe blødningen en smule, og i de efterfølgende minutter lykkedes det også med et par store redninger. Dog var han chanceløs, da Matt Salhany gjorde det til 9-0 godt halvvejs inde i kampen med et flot vip op i nettaget.

Herfra fik gæsterne endelig stoppet for det nordjyske topholds bombardement, samtidig med at Aalborg Pirates formentlig tog gassen lidt af pedalen. Chancerne opstod stadig i momenter, men det var langt fra så skarpt og nådesløst som tidligere. Det gav også chancer til Frederikshavn, som George Sørensen fik pareret i alle omgange.

Galansky forhindrede tocifrede nederlag

Med 9-0 på tavlen efter to perioder og en kamp som vel bare skulle overstås for gæsterne, mens hjemmeholdets fans øjnede den helt store ydmygelse af deres rivaler med en tocifret score. En mission som var utrolig tæt på at lykkes i flere omgang, hvor Thomas Andersen blandt andet både ramte overliggeren og brændte et straffeslag undervejs.

Ind ville pucken dog ikke, især takket være en fremragende periode fra Galansky, og på den måde fik gæsterne også fik pyntet en smule på resultatet, da de efter fem minutter af kampen fik scoret for første gang. Efter flot arbejde fra Sebastian Holm-Pedersen fik Jacob Møller Jensen pucken i slottet, og med en herlig afslutning via overliggeren fik han passerede George Sørensen.

Med tre minutter igen fik gæsterne sågar scoret i undertal. Efter en faceoff fik Gorm Topholt pucken og med et hurtigt og kraftfuldt aftræk sendte han pucken op i det fjerneste hjørne til 9-2, som også var kampens slutresultat.

Trods det ikke blev tocifret for Aalborg Pirates ændrede det ikke ved, at kampen endte med en regulær ydmygelse af Frederikshavn White Hawks i lokalopgøret i det nordjyske.


Esbjerg vandt i tæt kamp over Odense Fortjent sejr til Blue Fox i Frøs Arena