Aalborg Pirates har til den kommende sæson fået tre unge spillere ind på ungdomskontrakter. Det skrev klubben i går i forbindelse med forlængelsen af backup-målmanden Jesper Wulff.
Alle tre unge spillere har i den seneste sæson været profiler på klubbens U20-mandskab og ligeledes i 1. division.
Backen Jonas Wilquin, eksempelvis, lavede 31 point i sine 42 optrædender på de to mandskaber i sidste sæson. Et ganske solidt tal for en defensiv mand. Wilquin er fyldt 20 år i april.
Andreas Nielsson er søn af den tidligere ligaspiller hos AaB og Frederikshavn, Jimmy Nielsson, og unge Nielsson er letbenet med sine kun 175 centimeter. Han er født i 2003 og havde sin primære gang på AaB Ishockeys U20-mandskab i sidste sæson, hvor han lavede 12 point i 19 kampe.
I den "alderssvarende" række U17 lavede Nielsson næsten to point i snit, mens han stod for fire point i 13 kampe for holdet i 1. division.
18-årige Jacob Møller Jensen satte fem point i 23 1. divisionskampe i sidste sæson, mens han i 19 U20-kampe lavede 11 point.
Nu er han altså klar på en ungdomskontrakt i Pirates.