I dag afgøres det, om DEL - Deutsche Eishockey Liga - spilles i denne sæson og i givet fald, hvornår turneringen begynder.
Men der tages positive skridt, og da flere klubber de seneste dage har meldt sig klar, ligner det en Deutsche Eishockey Liga, formentlig uden tilskuere, i denne sæson.
Et af de helt store skridt blev taget for et par dage siden, hvor Kölner Haie - den formentlig største klub på det tyske marked - sagde ja til at medvirke i den kommende sæson.
Det skyldes ikke mindst en aktion, hvor klubben har søgt opbakning af fansene i omegnen og solgt såkaldte "spøgelsesbilletter" - eller "Immerwigger-tickets", som billetterne til aktionen kaldes.
Kölner Haie har rundet hele 100.000 billetter, der koster 10 Euro stykket, og med den indtjening og ikke mindst opbakning er der altså et fundament i orden til at spille videre i denne sæson.
En af sideeffekterne ved de mange solgte billetter er, at fodboldstjernen Lukas Podolski, der også er ærke-kölner, har lovet at skrive en kortvarig kontrakt med klubben og træne med holdet, når der er hjemmel for det.
Helt nøjagtig har Kölner Haie rundet 100.058 solgte billetter, og tysk ishockey venter nu spændt på mødet mellem direktørerne i ligaen, der i dag skal afgøre om ligaen går i gang.