Selv om det for mange mennesker hedder juleferie og dagene dermed bliver ret ens, så har det været weekend og som altid efter søndagens kampe, skal vi have kåret Ugens Hold i Metal Ligaen. De seks udvalgte kommer her:
Målmand: Cristopher Nihlstorp (Rungsted) - Nok var der god hjælp fra defensiven og svenskeren måtte blot diske op med 18 redninger, men 7-1 mod Frederikshavn, et nul mod Aalborg, der altid leverer en stærk offensiv præstation og tilmed Nihlstorps første er nok til at bringe ham på ugens hold.
Back: Simon Grønvaldt (Esbjerg) - Fortsætter med at have "sin anden ungdom" under Jason Jaspers, der virkelig har givet Grønvaldt et skub fremad. +4 i plus/minus, en assist og næsten 25 minutters istid i 6-0-sejren over Herlev.
Back: Dylan Busenius (Rødovre) - Han er måske ikke den mest "flashy" back i Metal Ligaen, men Busenius gør et kæmpe stykke arbejde for Rødovre. Han noterede sig omkring 25 minutter i begge kampe i sidste uge, leverede mål og assist i den vigtige kamp mod Odense og stod også med +4 i plus/minus-statistikken over hele ugen.
Forward: Jesper Thörnberg (Herlev) - Sikke et comeback for Thörnberg i Metal Ligaen. Han fortsatte takterne fra Division I i Sverige (30 point i 20 kampe) og leverede et hattrick i sin første kamp i Spar Nord Arena i næsten to år. Han er varm.
Forward: Mattias Persson (Rungsted) - Denne mand fortsætter bare med at imponere. Persson leverede en stærk indsats mod Aalborg, som han krydrede med to scoringer og dermed er han oppe på 33 point (9+24) i indeværende sæson. En enkelt assist oveni, da Rungsted maste Frederikshavn
Forward: Martin Eskildsen (SønderjyskE) - Han var i den grad katalysatoren i SønderjyskE's spil mod Odense søndag aften. Udlignede til både 1-1 og 2-2 og leverede en gigantisk arbejdsindsats i hvert eneste skift, samtidig med, at han set over 60 minutter var den farligste spiller på Simionis hold.