11 kampe i Metal Ligaen i den forgangne uge og meget formstærke mandskaber fra Esbjerg, Herning og Frederikshavn, der alle fik det maksimale ud af præstationerne.
Mads Søgaard (Esbjerg Energy): Viste alle sine talenter fredag aften i Aalborg, hvor han imponerede i Energys 5-1-sejr. Fortsatte med en bundsolid indsats søndag hjemme mod Rødovre, og Esbjerg har lige nu et meget, meget stærkt målmandspar i Lillie og Søgaard.
Reid McNeill (Herning Blue Fox): Stærkt kørende igen efter sin lange karantænepause. McNeill rullede i denne uge med over 20 minutter pr. kamp og leverede to assister som ankermand i Herning-forsvar, der blandt andet formåede at holde Rungsted nede på scoringer, hvilket er en præstation i sig selv.
Cam Knight (Esbjerg Energy): Vores Esbjerg-medarbejder kiggede Cam Knight ud i går, hvor han endnu engang spillede solidt, fornuftigt og endda scorede et mål. Har fået luft til at gå med frem efter Wiley Sherman er kommet til, og det bekommer Cam Knight rigtig godt.
Phillip Schultz (Rødovre): Leverede en ”karrierekamp” fredag aften, hvor han var altdominerende mod Odense. Det blev et til et hattrick og to assister i den vigtige match. Her kan man tale om at levere på rette tidspunkt. Supplerede med en scoring mod Esbjerg søndag eftermiddag.
Jesper Jensen (Frederikshavn): Kæden med Jensen, Blichfeld og Piroutek dominerede søndag i Odense og alle tre kandiderer til ugens hold sammen med en i øvrigt veloplagt Sebastian Brinkman. Jensen får æren for sit sublime overblik og seks point i to kampe i ugen. Hvilken fin ishockeyspiller, når humøret stemmer.
Cam Brace (Herning): Hvilken genkomst af Cam Brace, der var meget stærk i søndagens kamp mod Rungsted efter ”opvarmning” i Vojens fredag aften. Fire point til på 36 minutters spilletid. Stærkt af Herning-forwarden.