Det var underholdende til det allersidste, da Aalborg vandt DM-finalerevanchen med 3-2 over Rungsted efter hele 16 straffeslag.
Kun Patrick Bjorkstrand kunne score på sit forsøg, og der er ikke noget at sige til, at både Isak Wallin og George Sørensen var blandt de bedste spillere i en underholdende kamp.
De to målmænd stod godt både i straffeslag, ordinær spilletid og forlængelse.
Det var ikke til at se, at det var første kamp i sæsonen, da de første 20 minutter gik i gang. Der var udsolgt med 1425 tilskuere til Rungsteds jubilæumskamp, men det var Aalborg, der fandt netmaskerne først. Tobias Ladehoff er også målfarlig i denne sæson og eksekverede perfekt på Victor Rollin-Carlssons 1-0-mål midt i perioden. De to var på spil igen kort efter, da det blev 2-0 til gæsterne.
Denne gang var svenskeren på spil i trafikken inde foran målet.
Herlig hockeykamp også i anden periode, hvor hjemmeholdet slog igen.
Rungsted - i dag uden Frederik Bjerrum og Mathias Røndbjerg - men til gengæld med Mattias Persson og Nick Moutrey, der begge scorede i begyndelsen af anden periode. Moutrey var på spil inde foran mål ved det udlignende mål og dermed viste han præcis de egenskaber, som nordsjællænderne håber at få fra den store canadier.
2-2 og som næsten altid jævnbyrdigt mellem "den nyere tids" to stærkeste hold.
Isak Wallin måtte i tredje periode op med gribehandsken med en kanonredning, der sikrede Rungsted overtiden. Her havde hjemmeholdet såmænd sin første mulighed i overtal, men den blev ikke forvaltet frygtelig godt. Og så endte det hele altså med Aalborg-sejr og dermed selvtillid til Pirates før den vigtige CHL-kamp mod Sparta Prag på fredag.