Hjemmeholdets sæsonpremiere spoleret af flyvende nordmand

SønderjyskE har maksimumpoint efter to kampe og Nicolai Bryhnisveen imponerede igen med en stærk præstation, mens Rødovre altså ikke fik point med hjem fra premieren trods en optimistisk stemning før kampen. 

2-1-sejren hjemme over Esbjerg blev fulgt op af en 5-2-sejr over Rødovre i en Centrum Arena, der ikke virkede alt for supertændt til premieren denne aften.

Her fik vi dog i første periode prøver på, at Rødovre har et ganske kompetent sæt spillere. Hjemmeholdet var fuldt på højde med gæsterne i en jævnbyrdig omgang, der for Mighty Bulls' vedkommende kulminerede med Johan Lundgrens 1-0-mål på en hammer af et slagskud efter otte minutter. 

Rødovre på kurs mod en god gang pausete og en føring, da SønderjyskE pludselig slog til med en dobbeltdækker. Charlie Combs åd sig ind under mål og trak pucken op i modsatte hjørne. Kort efter var der revner i hjemmeholdets "styrspil" og Wulff i målet. 

Nicolai Bryhnisveen sagde tak og spadserede op gennem banen og satte et trækskud op over gribehandsken på Rødovre-målmanden. 2-1 til gæsterne og en puck, som Wulff gerne ville have taget. 

To mål på blot 19 sekunder og SønderjyskE foran ved første pause.

Anden periode tilhørte i store træk gæsterne. Først blev Henriksen dog passeret, da Mike Little ganske uvant blev presset til et pucktab bag eget mål. Viktor Bemström sagde tak for 2-2-målet, der hurtigt blev glemt, da Martin Eskildsen kort efter bragte SønderjysKE foran. 

Rødovre uden Alberto Pison, William Rørth og Lasse Carlsen, mens SønderjyskE manglede Mathias Borring og Alex Lavoie. 

Jonathan Brinkman leverede et frygtelig pucktab i det 27. minut, og det udnyttede Valdemar Ahlberg og målscorer Nikolaj Krag til at pumpe pucken ind bag Wulff, der blev efterladt alene.

Rødovres defensiv så ikke alt for god ud i anden periode, hvor gæsterne pressede hårdt på, og endda også havde et par chancer i undertal. Føringen kunne sagtens være større for SønderjyskE, men Rødovres Jaeden Martin havde også en kæmpe chance fri med Henriksen, der plukkede svensk-amerikanerens forsøg. 

Kunne Rødovre komme tilbage i tredje periode foran 682 tilskuere? Det blev 20 minutter, hvor sønderjyderne var i fin kontrol med Henriksen som sikker sidste skanse. 

Frank Gymer viste prøver på sin klasse og bliver formentlig en bærende kraft for Rødovre i denne sæson. 

Det samme gør Nicolai Bryhnisveen for SønderjyskE. Nordmanden gjorde et godt indtryk allerede fredag og med sit 5-2-mål i slutfasen afgjorde han både kampen og scorede sit andet sæsonmål. 

I sidste sæson scorede han blot to gange for Stavanger Oilers, så allerede nu har Bryhnisveen tangeret sin scoringskonto fra sidste sæson. Solidt. 

Rødovre kom ikke fra start som håbet og skal på arbejde igen fredag aften. Her venter Odense i Spar Nord Arena. 


Underholdende omgang i Rungsted - Aalborg vandt i maratonstraffe Undertippede Rødovre vil vise eksperterne at de tager fejl