Henrik Andersen ser gerne en bredere salgsstyrke og en større administration hos White Hawks i fremtiden

Han blev spurgt, om han "ikke lige" kunne tage tjansen som administrerende direktør for godt 10 år siden, og siden dengang har Henrik Andersen - uden at få en krone - siddet på stillingen i Frederikshavn White Hawks. Da han overtog stillingen, var det med hjælp fra en velvilligt indstillet civil arbejdsgiver i form af Chrisfish, hvor han den dag i dag stadig er økonomidirektør.

Andersen holder af begge stillinger, fortæller han til Nordjyskes udmærkede Podcast, Arena, men han er ligeledes klar til at give stafetten videre, siger han i podcasten. 

- Det er ingen hemmelighed, og som sagt har jeg et fuldtidsarbejde ved siden af, som jeg er rigtig glad for og ikke vil slippe, så på sigt skal der ansættes en direktør eller to-tre salgspersoner. Det nøjagtige set-up kender jeg ikke endnu, men det skal jeg og bestyrelsen sætte os ned og finde ud af i den nærmeste fremtid, siger Henrik Andersen i Arena.

- Jeg har siddet der i 10 år, og det tærer på kræfterne. Men jeg vil selvfølgelig på et eller andet plan gerne fortsætte i klubben, for jeg har passionen for ishockey, og jeg elsker klubben, og så må man se, om man ikke kan bruge mig på andre måder, lyder det fra Henrik Andersen. 

Du kan høre hele podcasten, hvor både Henrik Andersen og Aalborg-direktør Thomas Bjuring medvirker, lige her: 

 


Mattias Persson tager yderligere tre sæsoner i Rungsted NY HOCKEY-DOKU PÅ VEJ: Rungsted på godt og ondt