Odense Bulldogs vandt over Rungsted i sæsonens første test

Det var en tilfreds Odense-træner Pelle Svensson, der kunne gøre status efter første testkamp op mod Metal Ligaens start om en lille måneds tid. 

Bulldogs vandt nemlig - lidt overraskende - med 3-1 ude over mestrene fra Rungsted fredag aften. 

Begge hold manglede flere af de nordamerikanske spillere, der endnu ikke har fået arbejds- og opholdstilladelse. Rungsted manglede fire mand, mens Odense Bulldogs var uden de canadiske backer Brock Beukeboom og Cole Candella samt den amerikanske angriber Riley Bourbonnais.

Til gengæld stod den nye, store målmand Evan Cowley en glimrende kamp, skriver Fyens Stiftstidende.

- Det var godt for vores hold at få en sejr set i lyset af de mange nederlag, vi fik i sidste sæson, siger Pelle Svensson, Odense-coach, også til Fyens Stiftstidende.

Odense fik scoringer af Jakob Wittendorf, Mikkel Jensen og Asger Petersen (tomt mål), mens Frederik Høeg, tidligere Odense-spiller, satte Rungsteds enlige scoring. 


Kim Staal hædres med stor afskedskamp i november Thomas Lillie kåret som årets målmand i dansk ishockey