Kampstart 19:00 i PM Montage Arena

Herlev Eagles havde en rigtig god sidste uge med sejre over SønderjyskE og Esbjerg og ligner et hold, der er på vej til at spille sig i form frem mod playoffs. 

Utroligt nok bliver profilerne ved og ved med at levere, og det bliver virkelig spændende, om en eventuel kvartfinalemodstander kan sætte en stopper for Thompson, Skinnars og co., der på imponerende vis scorer og scorer - og snupper både point og assister. Vi havde Thompson på ugens hold, men som en læser bemærkede var Skinnars ligeledes en heftig kandidat med sine flotte assister i Vojens forleden. 

Det danske fundament ser efterhånden også ganske solidt ud, og man lægger for eksempel mærke til en mand som Magnus Molge, der har scoret i to af de seneste tre kampe. 

I aften kommer Odense på besøg, og selv om Herlev er favorit, kommer fynboerne - nøjagtig som søndag i Esbjerg - med muligheden for at spille frit og frejdigt og uden pres. 

Fynboerne afslutter sæsonen på optimistisk vis og den store forskel på "Odense i krise" og "Odense i hopla" er i den grad, at Bulldogs har fået gang i målscoringen. Spillere som Hardarson, Ehlers, Lundvald og Vedel har i 2020 markeret sig som mere end gennemsnitsspillere. 

Kan de drille Herlev i aften?

Historikken: Herlev tog 11 point i de fire første kampe og havde tjek over Odense indtil sidste match, som fynboerne vandt med 5-1 hjemme i VinMedKant Arena. 

Statistikken: Vi zoomer ind på førnævnte Magnus Molge, som ikke har brugt megen spilletid på at score sine to mål i de seneste tre kampe. Han har spillet 12:29, 12:34 og 8:35 minutter i de seneste matcher. I den anden ende af den skala finder vi Odenses Cole Candella, der ganske ubemærket spiller virkelig mange minutter. Han spillede lige over 25 minutter mod Herning og over 27 minutter søndag mod Herning.

Det forventer vi: At Odense får det svært mod et for øjeblikket veloplagt Herlev-mandskab, der vil angribe hårdt for at få en god afslutning på grundspillet og fortsætte på den positive bølge.

Skader/karantæner: Herlev manglede Magnus Koch senest på hjemmebane mod Esbjerg, mens Odense mødte vestjyderne med syv backer og 13 angribere søndag eftermiddag. 

Hold øje med: Oliver True har vist sig godt frem i anden halvdel af sæsonen, og derfor var hans forlængelse med klubben helt logisk. Hos Herlev var det Alexander Lindqvist-Hansen, der var den "flyvende import" fredag mod vestjyderne med tre point i 4-1-sejren. 


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Herning Blue Fox UGENS HOLD PÅ METALLIGAEN.DK - hvem er i A-kæden?