Kampstart 19:00 i VinMedKant Arena

Odense Bulldogs-supporterne har været i arenaen for at sætte bannere op som tak for sæsonen til spillerne, der fik afsluttet sæsonen på ganske tilforladelig vis. 

I aften er Odense part i en af de betydende kampe, hvis man kigger på den nye model for slutspillet, hvor Rungsted og Frederikshavn stadig slås om det ene bonuspoint, der gives til fjerdepladsen i grundspillet.

Rungsted er lige nu et point foran Frederikshavn i tabellen og skal som minimum være a point med nordjyderne for at snuppe fjerdepladsen, eftersom Rungsted er bedst indbyrdes. 

Begivenhederne uden for isen har klart overskygget det sportslige de seneste dage, men tænker vi tilbage på de seneste kampe, leverede Rungsted en småtynd indsats i Esbjerg, hvor det blev til et nederlag på 0-3, mens Odense i sidste uge var tæt på point i Herlev, der endte med at vinde 4-2 over fynboerne. 

Lige nu er meget et spørgsmål om motivation. Hvem kan sætte sig op til at spille for tomme lægter? Rungsted har i hvert fald en slags motivation, mens Odense bare skal have lukket sæsonen. 

Et stort arrangement, der skulle samle penge ind til fynsk ishockey, rykkes til torsdag, og den spændende Bulldogs-afsløring/overraskelse, der skulle serveres mellem første og anden periode bliver online i stedet. 

Det forventer vi: En åben og tæt kamp, hvor Odense spiller fremad og intet har at tabe. Rungsted skal længere op i gear end i Esbjerg, hvis ikke det skal blive til endnu et nederlag. 

Hold øje med: Lukas Lundvald har netop skrevet under med fynboerne for endnu en sæson og må være opsat på at fortsætte sin gode sæsonafslutning. Hos Rungsted er det offensive kræfter som Persson og Olsson, der kan afgøre en kamp som i aften. De har tidligere på sæsonen været en klasse over aftenens modstandere. 

Historikken: Rungsted har tjek over Odense i denne sæson. Fem kampe er vundet med 14-1 i point. Det skal dog nævnes, at det seneste opgør klubberne imellem endte i overtid. Rungsted vandt 6-5 hjemme i Bitcoin Arena.

Statistikken: Begge hold i den nedre del af formbarometeret over de sidste fem kampe, hvor Rungsted har hentet seks point, mens Odense har taget fem pinde. 

Skader/karantæner: Odense skulle kunne stille i stærkeste opstilling, mens Rungsted senest måtte undvære Juuso Pulli, Anders Poulsen, William Nistrup, Frederik Høeg og TJ Moore. 


OPTAKT: Esbjerg Energy-SønderjyskE Garth Murray forlænger kontrakten med Aalborg Pirates