Nordjyderne vandt sikkert i Rungsted, Sørensen holdt buret rent

Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates 0-3 (0-2,0-1,0-0)

Der er ikke meget, der synes at kunne stoppe Aalborg Pirates i toppen af Metal Ligaen for øjeblikket.

Ikke engang ligaens toer før dagens kampe, Rungsted Seier Capital, kunne stikke noget, der lignede en kæp i hjulet på et solidt spillende gæstehold, der spillede noget nær den perfekte udekamp.

Hurtige mål, kløgtigt forsvarsspil og så lige den "sportsligt dødbringende scoring" til at lukke med midt i kampen. 

Siden nederlaget mod Esbjerg har Aalborg lavet 12 point i fire kampe og har haft en målscore på 16-3 i de fire kampe. Begge målmænd, Sørensen og Adamsen, har snuppet en shutout og Metal Final4-pladsen er nu i realiteten sikret med 29 point. 

Sikke en sæsonstart af Pirates, der altså bragte sig hurtigt foran. 

Det var Tommy Giroux, der åbnede scoringen, da han cirklede omkring i Rungsted-zonen og fik alt for meget plads. Han endte midt i zonen, hvor han uhindret hamrede et slagskud ind bag Östlund i Rungsted-målet. 

Der gik et par minutter mere - tiden var 05:41 - da Kirill Kabanov bragte Aalborg yderligere foran. Det var kulminationen på et sandt bombardement mod Östlund, der sprællede efter bedste evne, men til sidst ikke kunne holde Kabanovs forsøg fra tæt under mål. 

Rungsted har i de seneste mange kampe skabt gode offensive takter og så sent som fredag aften blev det til 7-2 over Rødovre. Men i eftermiddag - kampen blev i øvrigt forsinket en halv time på grund af defekt zamboni - havde hjemmeholdet det svært mod en stærk Aalborg-defensiv. 

3-0-målet blev sat ind midt i kampen, da Morin fra sin position bag mål fandt en fremstormende Thomas Spelling, der ikke tøvede med at hamre pucken ind. 

Rungsted arbejdede hårdt for at flytte spillet den anden vej i tredje periode, men trods en ihærdig arbejdsindsats var der bare ikke noget at hente for hjemmeholdet i topkampen. 

Hjemmeholdet bevarer dog andenpladsen og ligger stadig lunt i svinget til en plads i Metal Final4. 855 tilskuere var på plads i Concordium Arena i dag. 


GOALSHOW: Se målene fra Rungsted-Aalborg LYNOPTAKT: Søndagens to kampe i Metal Ligaen