Herning Blue Fox - Aalborg Pirates: 2-3 (1-0, 0-0, 1-3)
Aalborg Pirates er kommet perfekt fra start på denne sæsons Metal Liga. Nordjyderne vandt 5-2 hjemme over Odense fredag aften og fulgte i dag op med tre point og en stærk tredje periode i Herning, der ellers startede kampen bedst.
Foran det tilbagevendte publikum fik Herning chancen for en fantastisk start på sæsonen, da Petter Hansson blev sendt alene igennem. Desværre for ham og Herning overplacerede svenskeren sit skud.
I den anden ende kom Julian Jakobsen frem til en god aflsutning som dog blev pillet ned af Emil Kruse. Morten Poulsen sendte et slagskud på stolpen og således blev sæsonen for alvor skudt i gang på Kvik Hockey Arena.
Emil Kruse kom mere og mere på arbejde i takt med at gæsterne fik arbejdet sig ind i kampen. Pirates fik også tilkæmpet sig dagens første powerplay, men i stedet kunne backen Patrick Madsen score sæsonens første mål i Herning.
Den lange back erobrede selv pucken i egen zone inden han trampede ned mod George Sørensen. Gode hænder og en kølig baghånd fra Madsen.
Første periode blev afviklet i et udmærket tempo årstiden taget i betragtning, men også med de forventede manglende detaljer på plads hos holdene.
Intens anden periode
Herning var uden Chris Clapperton til dagens sæsonpremiere, men fra lægterne kunne han se gæsterne tage initiativet fra starten af anden periode. Aalborg manglede Emil Marcussen.
Angrebene bølgede ned mod rævene, men Emil Kruse var sikker i sine indgreb og pillede de nordjyske skytter ned.
Herning havde svært ved at følge med i både tempo og fysik i denne fase af kampen, og derfor var det en kærkommen mulighed, da Lasse Bo Knudsen blev udvist.
Pirates spillede en solid boks og skuddet fra Mathias Bau var det eneste réelle forsøg med håb om at finde netmaskerne.
Kort efter fik Aalborg igen et powerplay, og kort inden Herning så ud til at klare frisag, måtte Oskar Drugge også til afkøling. Der var snert i nordjydernes spil, men et hårdt arbejdende Herning-hold smækkede sammen med Emil Kruse døren i for Bjorkstrand og Co.
En svingom mellem Mads Christensen og Lasse Bo Knudsen førte en længere pause med sig, og temperamenterne kom så småt i kog hos både spillere og fans.
Herning kunne se frem til fire minutter i powerplay momenter senere, men en udvisning til Miska Humaloja efter en faceoff halverede tiden for hjemmeholdet.
Perioden endte målløs, men Blue Fox kunne starte tredje periode i overtal.
Midtjysk kollaps
Aalborg slog hurtigt tilbage på måltavlen i tredje periode. Thomas Spelling droppede pucken til Nikolaj Carstensen som med et forrygende skud satte pucken op i krydset. 1-1.
Gæsterne udnyttede en defensiv fejl til at bringe sig i front. Julian Jakobsen var manden med aftrækkeren og dermed havde Aalborg altså vendt kampen på hovedet.
Den midtjyske defensiv faldt helt sammen, og så kunne Victor Panelin-Borg gøre det til 1-3 på en retur som Emil Kruse ikke kunne nå tilbage på.
Herning skulle forsøge at finde sig selv og måltavlen på ny, men værterne manglede en klar plan i deres powerplay kort efter scoringen.
Det lignede et tidligt sidste skud i bøssen da man med små 10 minutter tilbage igen strøg i powerplay. Oskar Drugge sendte håbet tilbage med et præcist håndledsskud som gik stolpe ind. 2-3 og stadig tid at arbejde med for rævene.
Lukas Bang sendte pucken på stolpen med fire minutter tilbage på uret, og Herning gik for alvor ind i jagten på en udligning.
Markus Jensen smed en sukkerpasning ind til Morten Poulsen, men George Sørensen leverede et tidligt bud på sæsonens redning.
Den dramatiske afslutning steg til nye højder da Aalborgs Jonas Jakobsen smed pucken over banden. I spil seks mod fire kom chancen da også til Morten Poulsen, og heldet tilsmilede gæsterne da skuddet mod det tomme mål akkurat tog staven på en Aalborg-spiller.
Og dermed fik Aalborg taget tre point mere og allerede nu cementeret sig som et hold, der agter at spille med i toppen af denne sæsons grundspil.