Odense har forstærket sig i forsvaret og hentet den erstatning efter Cody Donagheys afgang fra klubbens backlinje. Ikke uventet bliver det 29-årige Ales Sova, der kommer til Fyn. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Ales Sova blev hentet til Herning af Petri Skriko i 2015/16-sæsonen og var med til at spille midtjyderne i finalen og fortsatte sæsonen derefter, inden han rykkede til Nordamerika for at spille ECHL.
I slutningen af sæsonen blev han hyret af Frederikshavn White Hawks, hvor han nåede at spille syv kampe, inden han røg til Anglet i Frankrig og derefter i 2019/20-sæsonen til Orli Znojmo i den tjekkiske liga.
I denne sæson har han foreløbig spillet for LHK Jestrabi Prostejov i den næstbedste tjekkiske række, hvor det er blevet til seks point i 10 kampe.
- Det var en let beslutning, da Odense først viste interesse. Jeg har erfaring fra den danske liga, så jeg ved, hvor jeg lander. Jeg har kun gode ting at sige om Danmark og danskere, og jeg har fået en meget god behandling under mine tidligere ophold i landet. Jeg glæder mig til at blive en del af Bulldogs og hjælpe holdet på vej mod slutspillet. Jeg kan bringe erfaring ind på holdet og bidrage både i defensiven og offensiven, siger Sova, der er hyret ind for resten af sæsonen.