32-årige John Muse skal vogte buret på Vestegnen for resten af sæsonen

Det bliver en amerikansk målmand, der skal vogte buret i Rødovre sammen med William Rørth i den resterende del af sæsonen. Mighty Bulls har hentet 33-årige John Muse ind på en kontrakt for resten af sæsonen, skriver klubben.

32-årige Muse var i sidste sæson på kontrakt hos det kinesiske KHL-mandskab Kunlun Red Star og spillede hovedsageligt for deres farmerhold i den næstbedste russiske liga VHL. Han har næsten 200 AHL-kampe og over 100 ECHL-kampe i bagagen samt et ECHL-trofæ og to NCAA-trofæer fra college-niveau med Boston College.

Det var oprindeligt planen, at Muse skulle have været tilbage til Kunlun Red Star i denne sæson, men dette blev forpurret af corona-epidemien. Han har gennem hele efteråret trænet og holdt sig i form, hvis muligheden for skiftet blev åbnet op, så selvom han ikke har spillet kampe i denne sæson, er formen fin.

Sportschef Jørgen Illemann om tilgangen af Muse:

- Vi har jo sagt farvel til Janis, som fik den store mulighed, at komme tilbage til Riga, og spille for deres KHL-hold. Siden da har vi sonderet markedet, men har taget os tid, da vi mente, at det var vigtigt at reflektere over, hvilke muligheder, der passede bedst ind hos os.

- Vi har kigget på en del kandidater og har valgt at skrive kontrakt med John Muse for den resterende del af sæsonen. John er en erfaren målmand, som har spillet en del i AHL og sidste år var tilknyttet KHL og VHL i Rusland, lyder det fra Illemann.

Cheftræner Thor Dresler om holdets nye målmand:

- John har en meget rolig stil og mange gode elementer i sit spil. Han har også en alder og erfaring, som vi føler kan være med til at skabe mere ro i defensiven og ydermere tror vi på, at han og William kan være et godt team her i den resterende del af sæsonen, fortæller han.

Muse sidder i karantæne de kommende dage og vil være klar til at spille, så snart papirerne med en arbejdstilladelse går i orden. Han vil spille med nummer 33 på ryggen.


METAL FINAL4: Her er lodtrækningen til semifinalerne METAL FINAL4: Aalborg bliver vært for tredje gang i træk