Markus Jensen, Mathias Bau og Kristian Jensen scorede alle to gange hver i 6-1 sejren. Brodie Dupont var dog den store spillemæssige oplevelse.

Herning Blue Fox - Odense Bulldogs: 7-1 (4-0,1-0, 2-1) Det er hårde tider i Herning for øjeblikket. Lange karantæner, skader og corona har sendt holdet i frit fald ned gennem tabellen. Aftenens modstander fra Odense Bulldogs var således inden denne kamp kun tre point fra forhåndsfavoritterne. En vigtig kamp tidligt på sæsonen, og altså uden syv spillere for Herning. Mere eller mindre alle profiler.

Simon Nielsen blev hurtigt testet, men han viste sig klar fra start med et par fine redninger. En ihærdig Markus Jensen bød sig til i den anden ende, men også Tadeas Galansky startede kampen fint.

Mathias Bau viste sit fine håndledsskud frem da han klappede pucken på trekantssammenføjningen. Skuddet gav en retur som efter lidt omveje blev vekslet til scoring ved Markus Jensen. 1-0 til det amputerede hjemmehold.

Tilbagevendte Anders Poulsen er stadig et stykke fra kampformen, men han var alligevel kraftigt medvirkende til at Blue Fox midtvejs øgede til 2-0. Pasningen til Frederik Brændgaard blev tålmodigt sendt videre til en fri Kristian Jensen som fik tid og plads til at udplacere Galansky. 

En lektion i tålmodighed fik også Brodie Dupont vist da han en efter en flot slalomtur i midtzonen igen fik pucken. Han ventede længe med at smide den forventede tværpasning som Markus Jensen med største selvfølgelighed sendte højt i målet.

Det blev for meget for Odenses Christian Thunbo som satte en høj og sen tackling på Simon Schleicher. Sidstnævnte skøjtede i omklædningsrummet, men han vendte heldigvis tilbage på isen til anden periode.

Hernings nykonstruerede førstekæde havde i det hele taget en glimrende periode. Brodie Dupont og Mathias Bau kombinerede sig igennem, og sidstnævnte smækkede pucken op under overliggeren til 4-0.

Odense holdt fra fadet

Brodie Dupont var her, der og alle vegne i første periode og han så ud til at fortsætte i anden periode. Et skud langt ude fra gik via Galansky på stolpen, og Kristian Jensen burde have sendt pucken over stregen efterfølgende.

Odense fik et powerplay da Anders Poulsen blev vist ud, men Dale Mitchell og Co. fik ikke klaveret til at spille. Anders Poulsen var i stedet tæt på at nette da han igen kom på is, men Galansky fik afværget til sidst.

Også Rasmus Nielsen var ved at komme på måltavlen da han sneg sig med frem og fik afsluttet tæt under mål.

Gæsterne fra Odense formåede stadig ikke at presse værterne, og det var overraskende at fynboerne efter et par flotte kampe ikke bød ind med mere på en aften hvor alle chancer for sejr var til stede.

Powerplay til Herning og nye lækkerier fra Brodie Dupont. Pasningen til Markus Jensen lå perfekt, men Galansky fik reddet både det skud og returen som Anders Poulsen bød ind på.

Dale Mitchell fik spillet Brandon MacNally fri, og når man ikke scorer på den slags chancer er det svært. Simon Nielsen var dog også hurtigt ude og gøre vinklen spids for canadieren.

Mathias Bau og Markus Jensen slap afsted i en to mod en situation kort inden pausen. Sidstnævnte fik aldrig rigtig kontrol over pucken, men alligevel kunne Bau sikre sig sin anden scoring. 5-0 til Blue Fox inden de sidste 20 minutter.

 

Målmandsskifte og scoring

Selv i overtal kunne Odense ikke matche Herning denne aften. Kristian Jensen valgte afslutningen i stedet for den  åbne pasning, og så havde Galansky set nok. Nede 6-0 tog den stærke keeper forståeligt resten af aftenen fri.

Kristian Jensen jagtede sit hattrick, og kun en stor redning fra Apiwhat Sengthaison fratog ham den ære. Blue Fox spillede en del i powerplay, og det var rent guf for tre spillere som alle var et mål fra et hattrick.

Aphiwat Sengthaison tog dog godt fra i målet, og kvaliteten i det midtjyske spil faldt en smule.

Det udnyttede Odense til at pynte på resultatet. Shawn O'Donnell tog et lækkert træk tæt under mål, og lagde køligt pucken forbi Simon Nielsen.

Kampen ebbede stille og roligt ud i en ganske rodet tredje periode. Herning havde muligheder for at udbygge føringen et par  gange undervejs, mens Odense også kom bedre med. Resultatet var der dog ikke længere spænding om, og publikum fik  endda et mål at gå hjem på. 

Brodie Dupont havde uendelig med tid og plads alene foran Iversen, som ikke havde en chance på skuddet. 

Opgøret endte således med 7-1 til Blue Fox.

Tre hårdt tiltrængte point til Herning som skal på en svær opgave i Esbjerg på fredag. 


Ni SønderjyskE-forwards holdt målfest mod Rødovre OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Frederikshavn White Hawks