Hårdt arbejde foran Cristopher Nihlstorp er nøglen til at vende serien for nordjyderne

Vi skulle helt frem til 7. marts 2021, før Lasse Bo Knudsen scorede sit første sæsonmål. I alt havde Aalborg-backen, der er mest kendt for sit hårde defensive arbejde, scoret to gange frem til gårsdagens anden DM-finale. 

I Bentax Isarena må man sige, at Lasse Bo Knudsen slog til. Han scorede to gange, det ene var et bragende slagskud, og han knækkede "Nihlstorp-koden" nærmest på egen hånd. 

Desværre for Aalborg har Lasse Bo Knudsen ikke fået hjælp af sine holdkammerater i offensiven, for det helt store manko lige nu er, at Pirates' offensive spillere slet ikke er kommet i gang i den her serie. 

Josh MacDonald, Thomas Spelling, Kirill Kabanov, Ben Duffy. Yoo name it. Sidstnævnte har nærmest været paralyseret i et par situationer, hvor han har haft muligheden for at afslutte på Nihlstorp på nærmeste hold. 

Den svenske målmand havde i semifinalen fat i SønderjyskE-angriberne.

Har han virkelig fået lige så godt fat i Aalborgs offensiv? 

Det hører med til historien, at Rungsteds defensiv slider og slæber stenhårdt for målmanden. Shane Hanna og Tim Daly har måske ikke sagt helt farvel til det "sjove" offensive spil, men deres indsats handler lige nu primært om defensivt arbejde på et Rungsted-hold, der i den grad også er ramt på mandskabsfronten.

Derfor også en kæmpe cadeau til de spillere nederst i Rungsteds hierarki, der virkelig er steppet op. Personificeret i Andre Pison, der klappede 2-0-målet ind i tomt bur i finaleseriens første kamp og ikke Mathias Lehmann Hansen, der blev matchvinder søndag eftermiddag på et skud, som George Sørensen i øvrigt burde have haft. 

Er Aalborg færdige i den her serie? Overhovedet ikke.

Der er næppe tvivl om, at Julian Jakobsen giver omklædningsrummet et kæmpe skub tirsdag aften. Det er en kæmpe forstærkning både på det spillemæssige og ikke mindst mentale plan, at Jakobsen er tilbage. 

Tallene viser, at Aalborg stadig har stort spillemæssigt overtag - både i fem mod fem-spillet og i offensiv zone.

Det gælder om at få "frit udsyn" til Nihlstorps bur, når der skal afsluttes via trafik foran mål, screeninger og mere bevægelse, og så skal Aalborg-spillerne ind over returen, når svenskeren trods alt giver pucke væk inde foran mål. 

Det er de fuldstændig klassiske dyder, der skal til - og hvem ved, om træner Murray har taktiske ændringer på blokken? Kunne man forestille sig, at Pirates overlader lidt mere initiativ til Rungsted fredag aften. Eller er det imod Aalborg-holdets natur?

Aalborg er under pres. Rungsted har nu vundet seks slutspilskampe på stribe og 10 af 11 kampe i slutspillet. 

Der er dækket op til et kæmpe brag på tirsdag i Bitcoin Arena. 


Tirsdag, torsdag eller sæsonen? Skadessituationen lukket land hos Rungsted Frederikshavn kalder: JEPPE VINTHER tilbage i barndomsklubben