Den 24-årige back skifter fra Esbjerg til Frederikshavn

24-årige Jeppe Vinther vender retur til barndomsklubben Frederikshavn efter at have spillet for Esbjerg Energy, siden han rejste i 2015. Kontrakten er gældende for de kommende to sæsoner.

Det skriver White Hawks i en pressemeddelelse, hvor han præsenteres således: 

Jeppe Vinther har udviklet sig enormt i Esbjerg, og var en del af Mark Pederson-æraen i Esbjerg, hvor holdet vandt to danske mesterskaber, og repræsenterede Danmark i Champions Hockey League. Jeppe har fået stort ansvar igennem årene i Esbjerg, og var senest med til at slå White Hawks ud af slutspillet i den sæson, vi lige har overstået.

Jeppe Vinther er en stærk defensiv back, der gør sit arbejde grundigt. Han slår ikke større brød op end han kan bage, og selvom han måske ikke er en der stjæler overskrifterne i medierne, så er han en spiller der for enhver træner er af uvurderlig betydning.

Vi tror på, at Jeppe Vinther kan være med til at stabilisere vores defensiv i høj grad. Han tager masser af Metal Liga rutine med sig fra Esbjerg, hvilket er godt for vores unge mandskab. Så selvom det er en ung mand vi får hjem, så er det en spiller der har prøvet det hele i dansk ishockey.

- Jeg vil gerne prøve noget nyt, og valget var nemt, at det skulle være Frederikshavn, hvor jeg kommer fra. Frederikshavn er et hold der skal spille med hvor det er sjovt, så jeg forventer vi skal være med i toppen. Jeg var ung da jeg forlod Frederikshavn, så det er en helt anden spiller der kommer tilbage. Jeg har fået mere erfaring, og har fået masser af spilletid i mange forskellige situationer, så jeg ser frem til at bidrage til White Hawks i de næste to sæsoner, lyder det fra Frederikshavns nye og gamle back. 

Jeppe Vinther flytter i løbet af de næste par uger tilbage til byen, og vil deltage i sommertræningen sammen med de øvrige spillere der er i Frederikshavn.


ANALYSE: Pirates-angriberne skal finde de klassiske dyder frem VIDEO: PIRATES-FANS tog fat udenfor hallen, TV2 NORD på besøg i Aalborg