Torben Skovsgaard jubler over rygstødet fra Herning Kommune

Herning Blue Fox er ligesom de andre Metal Liga-klubber i gang med en større støtteaktion, hvor det gælder om at sælge støttebilletter til den kommende sæsons drift. Her står midtjyderne på omkring 1500 solgte billetter netop nu, og driften for denne sæson (2019/20) ser fornuftig ud, siger direktør Torben Skovsgaard til Herning Folkeblad.

Her pointerer han ligeledes, at Blue Fox af respekt for situationen ikke er ude for at jagte sponsorater for øjeblikket.

Det havde ellers været en naturlig måde at bruge tiden på lige nu for Herning-organisationen - og alle andre klubbers ledelse og salgsafdeling - lige her i foråret. 

I går fik Blue Fox dog et fremragende rygstød, da Herning Kommune leverede et sponsorat på 500.000 kroner til Metal Liga-klubben. Det glæder Torben Skovsgaard sig i den grad over, siger han til Herning Folkeblad

- Vi havde sendt en forespørgsel til Herning Kommune, men støtten på de 500.000 kroner skal ikke bruges til at lappe og lukke sorte huller hos os. Til gengæld er sponsoratet et kæmpe rygstød, der skal være med til at sikre, at Blue Fox også i den nye sæson - når vi kommer ud på den anden side - kan bevare et højt sportsligt niveau, fastslår Torben Skovsgaard til avisen, hvor han også kalder det "et fantastisk signal" fra kommunen. 

Også andre eliteklubber, fodboldens FC Midtjylland og håndboldklubberne HC Midtjylland og Herning-Ikast Elitehåndbold blev tildelt sponsorater fra Herning Kommune. 


Bulldogs-supportere hjælper til: Nærmer sig 100 solgte t-shirts Aalborg Pirates har rundet 4000 biletter til "Den aflyste finale"