Herning havde marginalerne i aften og sikrede sig en fin sejr

Herning Blue Fox endte med en sejr, en uafgjort og et nederlag i ordinær tid ved denne sæsons Continental Cup Super Final, der sent søndag aften blev afsluttet i Cardiff.

Det var nok til at vinde sølvmedaljerne efter suveræne Nomad Astana fra Kasakhstan, der cruisede gennem finalepuljen med tre sikre sejre. 

I aften spillede Herning mod et nordamerikansk præget Cardiff-mandskab, der havde flere tidligere Metal Liga-spillere i truppen. 

Det var igen Valdemar Andersen, der var på mål mod briterne, og den unge målmand måtte gribe bag sig to gange i første periode. Til gengæld scorede Magnus Carlsen og Andris Dzerins også for Blue Fox, så stillingen var 2-2 efter 20 minutter.

Der var i øvrigt fin stemning i Cardiff, hvor omkring 3000 tilskuere var på plads, deriblandt en flok Blue Fox-fans, der var med til at løfte begivenhederne gennem hele weekenden.

Der stod 3-3 efter anden periode med Victor Cubars som dansk målscorer, og midt i tredje periode lykkedes det for Herning at afgøre kampen. Morten Poulsen blev matchvinder med sit 4-3-mål. 

Der var tungt pres på Herning-målet i slutfasen, men Andersen og forsvaret holdt stand. 

Dermed kunne Herning altså snuppe sølv ved Continental Cup, og det er slet ikke så tosset et resultat endda. God moral af midtjyderne, der tidligt mandag morgen rejser hjem over London. Allerede tirsdag er der igen Metal Liga-hockey, når Herning møder Rungsted. Fredag eftermiddag gælder det Metal Final4-semifinale mod SønderjyskE. 

Det var i øvrigt anden gang, Herning vandt sølv ved Continental Cup. I 2015/16-sæsonen blev Blue Fox nummer to efter franske Rouen. 

 

 


Efter Mac Carruths skade: Herning i målmandsproblemer Seldrup lukkede af, da Esbjerg slog Herlev