Tansey og Nieminen spiller i den britiske liga i den kommende sæson

Nottingham Panthers har altid været en af de mest attraktive adresser i britisk ishockey.

Klubben er både traditionsrig og pengestærk og sportsligt er niveauet vel ganske lig med toppen af Metal Ligaen. 

Panthers har tidligere både sendt og hentet spillere til og fra Danmark, og nu er der altså bud igen efter en stor profil fra Metal Ligaen i den forgangne sæson.

Otto Nieminen, der var en konstant trussel i Odenses førstekæde, skifter til Panthers. Finnen endte med 25 mål og 21 assister og kun Gunars Skvorvocs lavede flere point hos Bulldogs. 

Nieminen slog dog ikke helt til i playoffs (3 point i 6 kampe), og det kunne være derfor, Odense ikke har fundet sammen med ham for den kommende sæson.

Måske har Nieminen også bare lyst til at prøve sig af i en ny liga?

Hernings Kevin Tansey blev tidligt på dagen i går annonceret som ny back i Sheffield Steelers og kommer altså igen til at støde ind i Nieminen efter sommerferien.

Tansey var i den forgangne sæson en af de mest solide backer i Metal Ligaen og var i perioder også med langt fremme på banen for at deltage som offensiv kraft. 

Nu skal han spille for Steelers som i sidste sæson blev nummer tre i grundspillet, der tæller som mesterskabet i Storbritannien. 

Her blev Nottingham nummer syv, men i den ultrakorte playoff lykkedes det for Nottingham at vinde bronzekampen i Final4 mod netop Sheffield.

Belfast Giants tog i øvrigt begge titlerne. 


DANIEL BAASTRUP-ANDERSEN siger farvel til Herlev Tredobbelt dansk mester forlænger med Pirates