Bygma og Danmarks Ishockey Union introducerer nu en ny pris i dansk ishockey: Bygma Hard Worker-prisen. Prisen skal hver måned hylde den spiller på tværs af Metal Ligaen, der har ydet en ekstraordinær indsats, arbejdet hårdt for holdet og vist vejen – både på og uden for banen.

Med prisen ønsker Bygma og Danmarks Ishockey Union at sætte fokus på de værdier, som kendetegner dansk ishockey: hårdt arbejde, holdånd, engagement og viljen til at gøre en forskel for fællesskabet.

- Bygma Hard Worker-prisen handler om at anerkende de spillere, som måske ikke altid står øverst på pointtavlen, men som hver dag leverer den indsats, der får holdet til at fungere. Det er spillere, der tager ansvar, kæmper for fællesskabet og inspirerer både holdkammerater og unge talenter, fortæller Michael Madsen, Adm. Direktør i Bygma.

Fokus på hårdt arbejde og talent

Prisen uddeles én gang om måneden før en udvalgt kamp og overrækkes på isen. Vinderen modtager en særlig pris i form af en forgyldt arbejdshandske, som symboliserer den ekstra indsats og det hårde arbejde, prisen hylder.

Som en del af prisen følger der desuden 10.000 kr. til spillerens hold og 5.000 kr. til klubbens ungdomsafdeling. Dermed skal prisen ikke kun anerkende den enkelte spiller, men også bidrage til fællesskabet omkring holdet og udviklingen af kommende talenter.

- Noget af det særlige ved ishockey er, at kampene ikke kun afgøres af dem, der scorer målene. De afgøres også af spilleren, der tager tacklingen, blokerer skuddet, går forrest i omklædningsrummet og tager det hårde skift, når kampen spidser til. Det er netop de spillere, vi gerne vil sætte spot på med Bygma Hard Worker-prisen.

- Samtidig er det stærkt, at prisen ikke kun hylder den enkelte spiller, men også sender noget tilbage til holdet og klubbens ungdomsarbejde. Det gør partnerskabet både relevant for eliten og for fremtidens ishockeyspillere,” siger Ulrik Hjulmand, Kommerciel Chef i Danmarks Ishockey Union.

Samarbejdet mellem Bygma og Danmarks Ishockey Union skydes i gang med sæsonen 2026/27 og kommer både DIU og klubberne til gavn.

Om Bygma

Bygma A/S er en dansk familieejet virksomhed og den største danskejede leverandør af byggematerialer til professionelle håndværkere, entreprenører og private kunder. Bygma arbejder målrettet med ansvarlighed og bæredygtighed i byggeriet og har fokus på at gøre det

lettere for kunderne at vælge dokumenterede og ansvarlige løsninger. Bygma A/S beskæftiger godt 1.800 medarbejdere fordelt på flere end 65 forretningsenheder.

Om Danmarks Ishockey Union

Danmarks Ishockey Union er det nationale specialforbund for ishockey i Danmark og arbejder for at udvikle sporten på alle niveauer – fra bredde og ungdom til elite og landshold. Ishockeyligaen er den øverste danske række i herreishockey og samler landets førende klubber i kampen om det danske mesterskab. Ligaen er et centralt udstillingsvindue for dansk ishockey og danner rammen om stærke lokale fællesskaber, høj intensitet og udviklingen af både etablerede profiler og nye talenter.


Torben Skovsgaard giver stafetten videre efter 14 år i Herning Blue Fox 5-0: Bærentsen og Kristensen førte an, da Herning fik revanche mod Esbjerg