SønderjyskE-Rögle 2-3 (1-2, 1-1, 0-0) Et stærkt afbudsramt sønderjysk mandskab skulle tirsdag aften op mod det stærke svenske Røgle-mandskab, der seneste SHL-sæson nåede helt frem til finalen. Et par store nederlag tidligere i CHL, varslede en stor mundfuld for sønderjyderne, men de gjorde de bange anelser til skamme og leverede en fornem indsats mod et af Europas stærkeste hold. Bare eet mål skilte mandskabet fra Vojens fra point denne aften i Frøs Arena.
SønderjyskE lagde frisk fra land. Matt Foget med matchens første chance og generelt gik sønderjyderne frisk til sagen. Røgle virkede ikke til at tage hjemmeholdet helt seriøst og derfor var det heller ikke ufortjent, da Andreas Holzmann slyngede pucken mod kassen og den sejlede hele vejen i maskerne.
Et power play kort efter kastede intet brugbart af sig for værterne. Til gengæld kæmpede de bravt da måtte slide fire minutter i undertal mod et stort svensk pres.
Men præcis samtidig som Oliver Gatz atter kom på isen måtte en ellers velspillende Nicolaj Henriksen give fortabt, da Bengtsson sænkede udligningen. 37 sekunder til pause.
Og bare 25 sekunder senere rundede samme Bengtsson Daniel Kønig og smed pucken forbi Henriksen for anden gang. 1-2 efter tyve minutter, hvor SønderjyskE langt hen ad vejen, var mere end med i kampen og havde fortjent en bedre udgang på perioden.
Der var mere snert i de svenske gæster fra anden periodes start. Ferguson sendte første varselsskud afsted og trods en mand i undertal tilfaldt næste store tilbud også udeholdet. Ludvig Larsson kom alene med Henriksen, men manden i topscorer-trøjen blev den lille i duellen med hjemmeholdets keeper.
Svenskerne lagde langt mere tryk på i denne del af matchen og Mattias Sjøgren burde have bragt sig hold i front, men missede det store tilbud. Man skulle næsten halvvejs ind i perioden, før sønderjyderne for første gang viste tænder. Matt Foget var igen på spil, men uden held med sin afslutning. Endnu en svensk udvisning gav chancen til værterne, men det var som om, Røgle lige skruede op for gassen, når de kom i undertal.
SønderjyskE havde svært ved bare at komme ind i zonen. Derfor var det heller ikke ulogisk, at næste scoring også blev svensk. Nicolaj Henriksen blev fanget liggende.
Brithen med stort overblik og Johannesson eksekverede stensikkert. Fem minutter til pausen. Gæsterne lagde godt tryk på hjemmeholdet, men Henriksen med flere gode parader og en godt fight defensiv. Oliver Gatz holdt dog lige rigeligt fast i sin svenske modstander og måtte to minutter i skammekrogen. Det lugtede af 1-4, men SønderjyskE og ikke mindst Steffen Frank ville det anderledes. Den målfarlighed man manglede i overtal, viste man til gengæld i undertal.
Steffen Frank med puckerobring på egen blå linie. Med to tre modstandere halsende efter sig, hamrede Frank skiven i kassen fra face off cirklen, 2-3. Og minsandten om ikke SønderjyskE tredive sekunder senere havde udligningen på staven. En tre mod to situation, hvor Steffen Frank viste overblik, spillede Holzmann fri på bagerste stolpe, men keeper Calle Clang fik afværget. 2-3 efter en anden periode med svensk spilovertag og stor dansk fight.
Selv om svenskerne fortsat havde de fleste første i tredje periode, så opgav SønderjyskE på intet tidpunkt at jagte muligheden for point. Såvel Lesund som Everberg havde chancen for at pille spændingen ud af matchen i periodens første tredjedel, men Henriksen havde en rigtig god aften i buret i Vojens. Og som tiden skred frem, begyndte hjemmeholdet atter at byde ind i offensiv zone.
O’Donnell var tæt på med en styring og Jeppe Muller med en kvalificeret afslutning kunne have bragt balance i regnskabet. Med godt otte minutter på klokken, måtte Mike Little en tur i straffeboksen. Gæsterne pressede på, men sønderjyderne spillede en stærk boks og holdt de svenske storfavoritter fra fadet. I modsatte ende satte en velspillende Steffen Frank kollega Marko Petersen op til skud, men keeper Clang fik akkurat samlet benene.
Man gik ind i den absolutte slutfase. Sjøgren bød ind på matchwinner rollen, men igen var Henriksen på plads. Træner Mario Simioni trak Henriksen ud i en sidste satsning seks mod fem. Helt farligt blev det aldrig, omend et skud udefra nær kunne have fundet vej gennem virvaret af kroppe foran Clang.
Tiden løb ud, og gæsterne trak det længste strå med en 3-2 sejr. Målt på antallet af oplagte chancer ikke ufortjent, men ikke mange kunne have indvendt noget mod et sønderjysk point heller. Ser man bort fra første periodes sidste fyrre sekunder, vandt sønderjyderne faktisk matchen 2-1, ganske imponerende mod et klassemandskab, som havde alt at spille for i toppen af puljen