Aalborg Pirates går efter Continental Cup-guldet i weekenden.
Det gælder to kampe mod ganske ukendte modstandere, der mødte hinanden i går i turneringens første kamp.
Polske Cracovia Krakow slog lidt overraskende Saryarka Karaganda fra Kasakhstan med 2-1, og dermed er vejen banet for polakkerne, hvis de slår Aalborg Pirates i aften.
I givet fald vil Krakow også vinde turneringen, alt andet vil give Aalborg Pirates mulighed for at sikre sig trofæet søndag aften mod Karaganda.
Mon ikke Garth Murray og co. virkelig går efter kampen i aften, der også kan sikre deltagelse i næste sæsons Champions Hockey League.
Der har været mulighed for restitution i et par dage efter hårde kampe mod Herning og SønderjyskE, og Aalborg-mandskabet har måske fået et par af de skadede spillere klar til weekenden. Hvem ved?
Et dansk tophold ved nogenlunde fuld styrke er i hvert fald favorit mod Polens nummer fire i grundspillet, der faktisk er en kamp fra at ryge i kvartfinalen i den hjemlige liga.
Der er kampstart 19:00 i Sparekassen Danmark Isarena og kampen livestreames via Nordjyske.dk