Aalborg Pirates skal ikke selv i aktion i aften, men begivenhederne i Sparekassen Danmark Isarena i aften kommer til at indikere, hvordan nordjydernes weekend kommer til at forløbe.
I aften indledes nemlig Continental Cup-finaleserien, der gennemføres i reduceret form efter at hviderussiske HK Gomel er udelukket grundet sanktionerne mod Rusland og Hviderusland/Belarus.
Aalborg Pirates må vel som hjemmebanehold fremstå som en slags favorit og træder ind som en slags forsvarer af en dansk titel, eftersom Sønderjyske vandt den seneste Continental Cup-finale, der blev spillet lige før Corona-pandemien udbrød.
Der er tre hold tilbage og i aften klokken 19 mødes Saryarka Karaganda (Kasakhstan) og Cracovia Krakow (Polen) i den første kamp i turneringen.
Danske forbindelser? Mads Eller var meget kort på kontrakt i Karaganda, inden han vendte hjem til Danmark for at spille for SønderjyskE, mens Cracovia Krakow var med i finaleserien i Vojens, da SønderjyskE vandt den seneste titel i den lille europæiske turnering.
Her vandt sønderjyderne med 3-1 over polakkerne i den afgørende kamp.
Uden detaljekendskab til de to hold plejer hold fra Kasakhstan at være en tand bedre end ditto fra Polen, så mon ikke Karaganda er lille favorit i aften. Det er formentlig også derfor, at Karaganda først spiller søndag aften mod Aalborg i det, der vel er programmeret til at være en slags finale.
Kampen i aften går klokken 19, hvilket også er tilfældet lørdag og søndag, når Aalborg træder i aktion.