Det var første gang siden efteråret 2006 i Rouen, at sønderjysk ishockey var repræsenteret i Europa, og for træner Mario Simioni var turen til det smukke italienske plateau noget helt specielt. Da han i 1985 blev hentet til europæisk ishockey, var det netop til Asiago, hvor Simioni spillede seks sæsoner. Han var en superstjerne i Asiago, og det kunne mærkes straks ved ankomsten til bjergbyen.
I FORM TIL HØJDERNE
I 1000 meters højde var der nemlig rigtig mange gamle bekendte, der ville sige goddag til Mario Simioni, der havde forberedt sine spillere til det yderste. Det var en æressag for træneren at gøre en god figur og allerhelst vinde turneringen og gå videre til finalerunden i Minsk i januar 2011.
”Dengang talte jeg ofte i telefon med min gamle sportschef i Asiago, Renato Tossari. Han spurgte altid til, hvordan det stod til i den danske liga. Jeg fortalte ham altid, at de danske spillere var stærkere og dygtigere end hans italienere, og at det eneste, der holdt den italienske liga oppe var, at klubberne havde råd til imports, der var langt dyrere end vores. Hans svar var noget a la ”aarh, den danske liga…”. Vi kom næsten op at skændes, når jeg sagde til ham, at deres talentarbejde nærmest ikke eksisterede. Jo, jeg ville virkelig gerne slå Asiago.
”Allerede tidligt på sæsonen var SønderjyskE-truppen begyndt at forberede sig til Continental Cup, for om nogen kendte Mario Simioni til at spille ishockey i 1000 meters højde. Det krævede luft i lungerne, og derfor blev de sønderjyske spillere kørt knaldhårdt til træningen – ikke kun i forsæsonen, men også da grundspillet var gået i gang.
”Jeg sagde til gutterne: Hør her, vores hold er stærkt nok til at spille med fire kæder i grundspillet, så I bliver kørt hårdt. Vi kommer til at skøjte tungt til træning hver eneste aften, før vi skal spille ligakamp, så I kan mærke, hvor ”tough” det bliver at spille ishockey i Asiago. Er man ikke i topform, kommer man til at hive efter vejret,” husker Simioni.
SønderjyskE-truppen tog af sted uden en skadet Mick Jensen, der havde problemer med ryggen. Rejsen gik over Hamburg, Frankfurt og Venedig, og sidst på dagen torsdag 25. november kom den lyseblå karavane endelig til Asiago.
Samtidig var omkring 100 SønderjyskE-supportere og tre journalister på vej sydpå – enten i bus, privatbil eller med flyveren til Venedig eller Milano – og derefter videre i bil eller bus til Asiago.
En af guldheltene fra året forinden, lettiske Aleksandrs Macijevskis, havde haft problemer i sin hviderussiske klub og valgte derfor at tilslutte sig SønderjyskE på en korttidskontrakt, der foreløbig kun gjaldt for Continental Cup-turneringen. En vigtig forstærkning for SønderjyskE, for Macijevskis kendte til spilsystemerne, var i fin form og kunne derfor træde direkte ind til den første kamp mod de rumænske repræsentanter fra Miercurea Ciuc fredag eftermiddag.
Det var en kamp, som sønderjyderne var tvunget til at vinde, for det var forventet, at rumænerne ville tabe samtlige tre kampe over weekenden.
SønderjyskE-kæden med Christoffer Kjærgaard, Dejan Matejic og Aleksandrs Macijevskis var katalysatoren i 5-3-sejren over Miercurea Ciuc, der blev grundlagt i en stærk anden periode. Alt gik efter planen. De stærke ukrainere, Sokil Kiev, blev slået i en tæt kamp dagen efter, og da hjemmeholdet fra Asiago ligeledes havde vundet sine to første kampe, var der lagt op til en ægte finale søndag aften.
Kulissen var fantastisk og kunne knapt være smukkere. I løbet af søndagen begyndte sneen at dale ned over bjergene og byen, og temperaturerne faldt drastisk. Kulden var gennemgribende og ramte helt inde i marv og ben. Nu var det frem med vinterfrakkerne for de mange lyseblå fans, der havde skabt fest i gaderne og på lægterne i Asiago i løbet af weekenden.
Det hyggelige Palao Odegar, byens isstadion, var en betonbygning, hvor flere af bagdørene stod åbne under kampen, og det betød, at finalekampen søndag aften blev spillet i isnende kulde. Heldigvis havde en lokal sponsor sørget for, at de fleste tilskuere fik en strikhue udleveret ved indgangen, ligesom der var gratis risotto til tilskuerne i et miljø, der på mange måder mindede om den gamle skøjtehal hjemme i Vojens. I Asiago var det bare endnu koldere. Men SønderjyskE-spillerne var i topform.
”Nogle af mine gamle holdkammerater var i hallen, og de var virkelig anerkendende overfor den måde, vi spillede ishockey på. Et af bestyrelsesmedlemmerne i Asiago kom hen og sagde til mig, at vi var flyvende, og det var vi virkelig den weekend. Personligt var det en meget stor tilfredsstillelse for mig at vinde turneringen”, husker Mario Simioni.
DE 18 STRAFFESLAG
Finalen søndag aften var en kamp, der havde alt, og den fremstår stadig som den absolut største i SønderjyskE’s europæiske ishockeyhistorie. Hverken mere eller mindre.
Måden, SønderjyskE’s danske mestre spillede sig i Continental Cuppens Super Final var en DM-finale 7 værdig. Og da Dustin VanBallegooie forvandlede forsøg nummer 18 i den afgørende straffeslagskonkurrence, jublede både spillere og supportere også som om de havde vundet DM-guld.
For tredje gang i turneringen måtte sønderjyderne halte efter en modstanderføring, og det ærgerlige var, at det var temmelig ufortjent, at Asiago førte 1-0 ved første pause. Italienerne haltede efter på skøjterne og tog masser af udvisninger. Desværre fortsatte tendensen med skidt dansk powerplay, og i stedet scorede Adam Henrich kampens åbningsmål.
Dramatikken højnedes i anden periode. Italienerne var hyppige gæster i straffeboksen, til stor utilfredshed for hjemmeholdets fans, der smed både paptallerkner og dåser på banen. Ordene, der blev råbt ned mod dommerne, var næppe af den pæne slags. SønderjyskE fik endelig hul på bylden, da det lykkedes Matt McDonald at svirpe en puck i nettet, mens danskerne var i overtal.
Så den var 1-1 indtil tre minutter inde i tredje periode, hvor Macijevski fandt Mads Lund, der huggede pucken mellem benskinnerne på Asiago-keeperen Bellissimo. Efter 47 minutter udlignede Ralph Intranuovo for hjemmeholdet, da han gled igennem og overlistede Alfie Michaud med en lumsk baghånd. Men allerede inden italienerne havde jublet færdig, var de bagud igen.
Daniel Villadsens skud fra blå linje blev rettet af et par gange, før pucken dumpede i nettet. SønderjyskE var foran 3-2. En længere afbrydelse på grund af problemer med isen betød, at de ellers afkræftede Asiago-spillere fik fornyet energi, og den udnyttede de, da det sidste pres skulle sættes ind.
Steffen Frank tog en ærgerlig udvisning for holding, og Asiago tog keeper Bellissimo ud. Dave Borelli var først over en retur, og med halvandet minut igen eksploderede Palao Odegar i et gigantisk jubelbrøl, da hjemmeholdet fik udlignet til 3-3. Og da Daryl Andrews med 33 sekunder igen måtte i udvisningsboksen, så det sort ud for de danske gæster.
I halvandet minut af overtiden kæmpede tre sønderjyder og Michaud i målet bravt for at holde buret rent, og 15 sekunder før den forlængede spilletid udløb, dansede pucken langs SønderjyskE-målstregen, da VanBallegooie uheldigt fik rettet et ellers ufarligt skud af. Hvilket drama. Det fortsatte i straffeslagskonkurrencen.
Alfie Michaud stod med ryggen til, hver gang sønderjyderne skød. Når det var Asiagos tur, reddede canadieren. I alt syv ud af ni italienske forsøg blev blokeret af den sønderjyske høvding, mens Jason Guerriero og Christoffer Kjærgaard skiftevis forsøgte at lukke kampen. Begge havde scoret en enkelt gang, men mål nummer to ville bare ikke ind.
Så tog Dustin VanBallegooie sagen i sin hånd. Backen skøjtede ned mod Davide Bellissimo og vippede pucken op i nettaget bag Asiago-keeperen. Den sønderjyske fanblok eksploderede, og det samme gjorde Mario Simioni.
HISTORISK BRONZE
Glæden var enorm, da SønderjyskE-fansene efter en fin weekend i selskab med de livlige tifosi fra Asiago kunne tage turen ned ad det sneklædte bjerg og drage den lange vej tilbage til Danmark. En historisk finaleplads var sikret, og i januar landede Mario Simionis trup igen på fremmed mark. Denne gang 42 kilometers kørsel fra centrum i Minsk. Continental Cuppens Super Final ventede.
Det samme gjorde kvinder klædt i traditionelle klædedragter, stykker af hviderussisk kage og blomster til klubben, da sønderjyderne landede i Minsk National Airport. Den skramlede gamle bus, der skulle transportere spillerne ind til byen, blev eskorteret af adskillige politibiler. Intet var overladt til tilfældighederne i Hviderusland.
Hård modstand ventede på SønderjyskE i den splinternye og kolossale Minsk Arena med plads til 15.086 tilskuere. Arenaen i Minsk var topmoderne og bygget som hjemmebane til Hvideruslands største ishockeyhold, Dinamo Minsk, der i 2011 spillede i den russisk baserede KHL-liga for tredje sæson på stribe.
Nu fik en af byens sekundære klubber, Yunost, for en stund lov at træde op i byens store arena. Yunost var forsvarende national mester i Hviderusland og havde lånt flere stærke spillere til Continental Cup. En stor mundfuld.
SønderjyskE havde enorm respekt for modstanderne, og det viste sig i den første halve time af kampen, hvor Yunost dominerede og bragte sig foran med 2-0. Christoffer Kjærgaards reducering kort før anden periodes afslutning bragte håb og vilje ind i de sønderjyske spillere, og i tredje periode var kampen helt åben. Med 38 sekunder igen havde Frederik Storm en gigantisk mulighed for at udligne, men han missede en friløber på hviderussernes finske målmand Mika Oksa. Nederlag til danskerne.
Red Bull-holdet fra Salzburg ventede lørdag. Læskedriksmillionæren Dietrich Mateschitz begyndte i starten af det nye årtusinde at poste penge i ishockeysporten i den store østrigske by, og beløbet steg, som årene skred frem.
Allerede da SønderjyskE i Continental Cuppen i 2006 i Rouen mødte Salzburg og pressede østrigerne ud i straffeslag, var Salzburgs budget mangedobbelt de danske mestres og efter sigende passede det i 2011 med, at SønderjyskE’s budget modsvarede den østrigske organisations forbrug i euro. Red Bull-holdet, som mødte frem i Minsk, talte også flere spillere med fortid i NHL. En af dem, Ramzi Abid, havde sønderjyderne svært ved at styre i kampen i Minsk.
Abid scorede til 2-0, men Dustin VanBallegooie fik reduceret i første periode, og seks minutter før anden periodes afslutning gik de 40 utrættelige SønderjyskE-fans amok i jubel, da Mads Lund udlignede til 2-2 efter knap 36 minutter af kampen.
I få minutter var rigmændene fra Østrig rystet af de sønderjyske fightere, inden Ramzi Abid fik scoret kampens afgørende mål. I tredje periode lykkedes det ikke for SønderjyskE at komme i nærheden af udligning – og nu ventede søndagens direkte dyst om bronzen mod de franske mestre fra Rouen.
Her vandt sønderjyderne skudstatistikken 34-19, og den tidligere Esbjerg-målmand Fabrice Lhenry blev passeret tre gange. Det var lige nøjagtig nok til at vinde 3-2, og dermed sikre Danmark den bedste europæiske placering nogensinde. En stor triumf for SønderjyskE, der fik kåret Dustin VanBallegooie til bedste back i turneringen. Canadieren blev også kaldt ind, da All Star-holdet skulle kåres.
”Vi havde heldet på vores side og drager hjem i glæde. Vi er ekstremt glade for vores indsats hernede. Vi er stolte af vores defensive spil, men tog nogle dumme udvisninger i de to første kampe, som kostede os tungt. For os var det en stor succes bare at komme med ind i Super Final”, konkluderede Mario Simioni på den afsluttende pressekonference.