Sheffield-mandskabet vandt også det andet opgør i Aalborg

Sheffield Steelers - Olimp Riga 3-2 (1-0, 1-0, 1-2) Steelers kunne med en sejr i ordinær tid bringe sig et stort skridt tættere på SuperFinal i starten af januar måned, mens Olimp Riga også skulle bruge en sejr, hvis de skulle have en minimal chance for avancement. Hos Sheffield var man uden Brendan Connolly, der måtte udgå med en skade i fredagens kamp mod værterne fra Aalborg Pirates.

Derudover havde Sheffield skiftet målmand i forhold til kampen, fredag aften. Barry Brust, der blev kåret som den bedste spiller for Sheffield måtte tage plads på bænken, mens Rok Stojanovic tog over i buret.

Hos Olimp blev der genvalg til Andrey Bonch-Bruevich i målet, men han kunne ikke forhindre, at Sheffield sikrede sig endnu tre point på tavlen. 

Olimp kom godt ud til kampen med en del mere fart i skøjterne end i fredagens kamp, men det var Sheffield Steelers, der var først på tavlen, da Jonathan Williams og Alex Graham kom afsted i en to mod en, og sidstnævnte sendte pucken i nettet til føring for Steelers. Steelers kom til flere gode muligheder, og det så ud til, at de havde et større overskud af kræfter i kampens begyndelse modsat Olimp, der ellers havde haft længere pause mellem de to første kampe.


Olimp kom i powerplay, men Steelers trak meget af tid af uret uden, at Olimp reelt set havde pucken og kom til nogle muligheder. Dog var Olimp millimeter fra at udligne i powerplay, da Edjis Brahmanis hamrede pucken på mål, hvor Stojanovic kun kunne halvklare, men pucken stoppede centimeter fra målstregen, hvor Steelers' Sam Jones var først over den løse puck og fik den slået væk.

Olimp havde mulighederne i powerplay i første periode, hvor de tre gange kom i powerplay, men havde problemer med at få pucken det sidste stykke over stregen. Med et par minutter igen af perioden lå pucken igen omkring stregen bag Stojanovic, men igen var det Sheffield, der var hurtigst over returpucken.

1-0 til Sheffield efter 1. periode, hvor Olimp havde pucken tæt under mål, men kunne ikke få den det sidste stykke over stregen. Sheffield havde pucken mest, men kunne ikke helt omsætte det til mål.

Det var Sheffield, der var i fuld kontrol i store dele af starten af 2. periode, hvor Sheffield flere omgange havde presset Olimp helt ned i deres egen zone. Sheffield kunne let tilføje nye kræfter til angrebet, mens Olimps defensiv blev mere og mere træt. Dog var det ikke noget, hvor Sheffield producerede de helt store chancer. Når Olimp fik fat i pucken, så kunne de flere gange ikke gøre andet end at smide pucken ned i Sheffields zone og så skifte ud.

Sheffield fik muligheden i powerplay, men Olimp kæmpede godt foran eget mål og fik lukket ned for de helt store chancer, så det lykkedes ikke for Sheffield at komme på 2-0. Kort efter powerplay havde man muligheden, mens afslutningen fra Justin Hodgman blev alt for nonchelant, og det var let for Olimp målmanden at redde det.

Det blev dog til 2-0, hvor Hodgman havde en stav med i spillet, da han vandt faceoff direkte til Matias Sointu, der sendte pucken i nettet, hvor Bonch-Bruevich ikke virkede helt opmærksom på spillet.

Olimps Didzia Jansons måtte have behandling, da han blev ramt i banden af den tidligere Herning spiller, Evan Mosey, hvor der ikke blev dømt noget i situationen. Det lignede også en ganske god tackling i banden fra Moseys side.

2-0 til Sheffield efter 2. periode, og det lignede mere 3-0 end 2-1 som perioden skred frem.

Sheffield havde powerplay i starten af 3. perioden, men det lykkedes ikke for Sheffield at lukke kampen i den situation, men i stedet var det Olimp, der fik reduceret tæt under mål, da Sandis Mezaraups fik serveret pucken fra Aleksejs Sirokovs tæt under mål og reducerede sikkert til 2-1. Det gav Olimp et boost af gejst og selvtillid, og var tæt på at få udlignet kort efter.

Den tidligere Odense forward, John Armstrong, var tæt på at bringe Sheffield på 3-1, men overliggeren reddede Olimp i situationen, og dommerne skulle lige snakke det igennem ved det første spilstop efterfølgende.

Olimp blev en smule mere desperate og spillede noget mere fysisk, hvilket kostede flere udvisninger, og det var i powerplay, at Jonathan Phillips styrede et skud fra Daine Todd i nettet til 3-1 med under seks minutter tilbage af perioden. Det lignede en afgørelse på kampen, men Olimp fik kort efter powerplay, hvor de havde muligheden for at komme tilbage i kampen, og det blev også til 5mod3 i 42 sekunder, men Olimp formåede ikke for alvor at blive farlige.

Dog fik Olimp reduceret med ca. halvandet minut, hvor Mikelis Redlihs fik slået pucken i nettet til 3-2, og det gjorde, at Olimp tog deres timeout for at få sat spillet op. Med et lille minut igen tog Olimp målmanden ud, uden at man for alvor fik sat spillet op i offensiv zone.

Tiden løb af uret, og Sheffield kunne notere deres anden sejr på to dage, og er næsten sikre på en plads i SuperFinal i januar måned.


OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Seier Capital OPTAKT: Esbjerg Energy-Odense Bulldogs