De fleste, der har kørt den vej, kender det velsagtens. Efter at have sneget sig gennem Kolding-mylderet og de adskillige lastbiler, der altid er på vej sydpå, er det en befrielse at dreje af mod Esbjerg.

Efter afkørslen er der fri passage mod vest. Det er bare at skrue op for musikken, nyde den brede natur på hver side af vinduet og så bruge 10 minutter til et anbefalelsesværdigt pitstop på OK-tanken ved Holsted-afkørslen.

Den udvidede parisertoast eller de to kæmpe frikadeller til 38 kroner er næsten hele turen til Vestjylland værd.

Jeg ankommer til Granly Hockey Arena cirka 17:30.

Yellow TV er i gang med deres udmærkede optaktsudsendelse, Metalligaen.dk’s Esbjerg-skribent Morten Munk har indtaget pladsen på presselægterne sammen med JydskeVestkystens Ole Bruun.

Jeg nyder at udveksle bemærkninger og snakke hockey med lokale folk, der ser stort set de fleste hjemmekampe i samme arena.

De giver altid den ekstra lille detalje og insiderkendskab, som hjælper mig i min egen dækning af kampene. Jeg har den allerstørste respekt for pressefolk og fans, der har siddet i hallerne i 20-25 år.

Dag ud og dag ind – uanset, om det har været i medgang eller modgang. De kan deres ishockey.

Esbjerg Energy-organisationen viser høj klasse for det privilegerede folkefærd, der er kommet ind i hallen. Der er fri afbenyttelse af frankfurterne på grillen, cola, kaffe og varm kakao, hvis man fryser. Kulden kommer som bekendt hurtigt på nederste etage i en mennesketom ishockeyarena.

Jeg taler med Esbjergs tidligere formand og nuværende bestyrelsesmedlem, Christian Rølmer Christiansen. Vi savner begge fansene ufattelig meget:

Den ”buzz”, der normalt er ude foran hallen før sådan en slutspilskamp, er væk og erstattet af et fåtal af kontrollører, bestyrelsesmedlemmer og presse. De smukt dekorerede tribuner kan ikke erstatte stemningen, trommerne og råbene og lige nøjagtig på en aften som denne, ville det slå gnister på tribunerne.

Fra start er det tydeligt, at Esbjerg- og Aalborg-spillerne ikke har noget til overs for hinanden. De råber og skriger fra boks til boks, og der er konstant små infights i gang ved spilstop. Fuck, fuck, fucking er de mest brugte gloser i Granly Hockey Arena og efter første periode forudser vi på presselægterne, at det her kan ende i et kæmpe slagsmål.

Jannik Christensen ser hidsig ud på den vikingeagtige måde, når han vil i slagsmål, og selv inde fra straffeboksen skriger Pierre-Olivier Morin efter en offside-kendelse, som han mener, dommerne overser.

Det er playoff.

Det er også 6. april, og på den dato sker der åbenbart noget med Esbjerg-hockeyen, og i aften er det ikke det slagsmål, vi ellers sidder og venter på.

Aalborgs værste ishockeymareridt stammer stadig fra den syvende finale på netop den dato tilbage i 2004 – vi behøver ikke fortælle historien igen – og, hvis 2004 holder sig på en ubestridt førsteplads, går 2021 ind på en lige så sikker andenplads.

Jeg husker engang, hvor min gode kollega Peter Fredberg kaldte Jens Nielsen for ”Isens Maradona”.

I aften har gode, gamle Sune Hjulmand indtaget den rolle i en vanvittig anden periode, hvor den ene puck efter den anden pisker ind i nettet bag George Sørensen og til sidst reserven Jesper Wulff. Hjulmands mål er perler:

I undertal spurter han fra to Aalborg-spillere og afdribler George Sørensen, inden Esbjerg-veteranen isnende køligt lægger den ind over stregen.

Han afslutter perioden med et kontrastød. En Aalborg-back glider liggende forbi og Hjulmand pisker den op i nettaget i fuld kontrol og elegance. Der står 8-1! efter anden periode. Ishockeyvanvid anno 2021.

Jeg lægger mærke til George Sørensens reaktion. Nok har han måske ikke sin bedste aften, men bliver også svigtet groft at sine medspillere.

Og ved stillingen 5-0 har han to fantomredninger, den ene, hvor han med staven når en ”umulig puck” fra David Madsen. Sikke en moral inde i buret.

Da han omsider bliver skiftet ud ved 7-0, ligner han en moderne udgave af Jason fra fredag 13., da han ankommer til boksen. Han er rasende. Hans vindermentalitet og stolthed er såret. Naturligvis.

”Let’s fucking go, boys”, råber han til sine medspillere, så det runger i hele arenaen.

Der er næppe en spiller på isen, der kommer med mere gejst til kamp fem på fredag end Aalborg-målmanden.

Jeg forlader Granly Hockey Arena efter anden periode for at nå kampstart i Vojens.

Selv om jeg engang har set Odense smide en 6-0-føring hjemme mod Aalborg, virker et comeback usandsynligt. Og gnisten spillerne imellem er også gået tabt. Nu har de to holds spillere skrevet en kontrakt om, at det bare skal overstås.

Indrømmet, så troede jeg faktisk, at Aalborg ville tage en sejr med hjem fra Esbjerg denne tirsdag aften. Nu synes jeg i stedet, at Esbjerg tog det mentale greb fra grundspillet tilbage – og kom helt ind under huden på nordjyderne i den ”gritty” første periode og med de syv mål i anden periode.

Men det gode ved playoff er uforudsigeligheden fra kamp til kamp.

Aalborg-spillerne kunne jo passende lade Ronny Larsen fortælle om dengang i 2007, da Brian Greer blev skadet før kamp 4 i Vojens i semifinalen mod SønderjyskE. Reserven Kristian Vestergaard var isnende kold og SønderjyskE vandt 11-2. Men Vestergaard blev varm igen og Aalborg vendte serien og endte med at vinde i kamp syv på hjemmebane.

Med andre ord: Alt kan ske på fredag.