Herning kom ikke ud af bussen før der var spillet 10 minutter, og det kostede dem point i aftenens kamp om andenpladsen i Metal Ligaen

Frederikshavn White Hawks – Herning Blue Fox 3-1 (2-1, 0-0, 1-0)

White Hawks erobrede andenpladsen fra aftenens gæster og førstepladsen fra Aalborg, da de sled sig til alle tre point. Tre point som Herning kan takke sig selv for de ikke fik med hjem i bussen, da en dårlig start spillemæssigt, og bagud med to efter kun otte minutter, satte høgene i førertrøjen kampen igennem.

Det var et Frederikshavn mandskab I strålende spillehumør der entrerede isen. De ville det mere end Herning i begyndelsen, hvor midtjyderne slet ikke var klar til opgøret. Anført af en stærkt spillende Lucas Andersen, bragede høgene derud af, og Emil Kruse måtte straks på overarbejde.

At Herning har snakket defensiv disciplin de seneste dage, efter målorgiet mod Herlev, er der ingen tvivl om, men i begyndelsen var det slet ikke til at se. Allerede efter tre minutter var Lucas Andersen på spil, da han fik pucken lige efter face-off. Her sendte Andersen skiven ind mellem benene på Herning keeperen.

Det var White Hawks på det hele, og de sværmede om Herning målet hele tiden. McNeill, Halme og Andersen gjorde som det passede dem, og det var da også den kæde der stod for kampens anden scoring. Igen var det Lucas Andersen der fik pucken med, efter den ramte McNeill på skulderen, og så var det med stor sikkerhed han sendte den ind i netmaskerne. 2-0 i Nordjyske Bank Arena, og time out fra Pekka Tirkonens side.

Det hjalp ikke umiddelbart, for hjemmeholdet bare stormede videre. Dog ikke med yderligere scoringer til følge, selvom de var bakket op af et helt fantastisk publikum i aften, der virkelig gav den gas på lægterne. 1734 af slagsen. Herligt, og så endda på en mandag.

Herning fik sig arbejdet ind i opgøret, og nu var det Seldrup der fik noget at se til i den anden ende. Med godt seks minutter til pause måtte han se sig passeret, da Rasmus Nielsen tog chancen udefra. Pucken fik lov at sejle helt ind i kassen, hvor der var en del trafik foran høge-keeperen. 2-1, hvilket også var stillingen efter første periode, hvor gæsterne altså mod slutningen fik mere og mere spil i angrebszonen.

Anden periode var klart gæsternes. Alle chancer stod der Herning på, og Simon Schleicher havde faktisk en stor en af slagsen, men hans forsøg gik forbi målet. Kristian Jensen var også tæt på, men pucken endte i maven på Seldrup.

Mod slutningen af perioden havde veteranen Daniel K Nielsen sneget sig med frem, og han var direkte uheldig med den baghånds afslutning han sendte mod mål. Den sneg sig lige uden om stolpen. Her var det for alvor tæt på 2-2.

Ingen scoringer i anden periode, hvor Herning bestemt havde fortjent en udligning. De havde i hvert fald rystet starten af kampen af sig, og var klart bedst i den midterste periode.

I begyndelsen af tredje periode var Lucas Andersen på spil igen. Denne gang blev det dog lige ved og næsten.

Spændende var det i Nordjyske Bank Arena, og Herning kæmpede det bedste de havde lært for en udligning. Hjemmeholdet lidt mere afventende på kontra, som det også blev til nogle stykker af. En sådan havde Galoha og Jesper Jensen, uden det blev til scoring.

Herning i offensiven, og vendelboerne sled i defensiven. På den måde en herlig dyst de to hold gav hinanden.

Til slut satsede Herning alt med Kruse ud af målet, men det gav bagslag. Jesper Jensen sendte pucken ind i det tomme bur, og endelig kunne kaptajnen notere sig personlig succes. Han sled og slæbte i aften, og fortjente den scoring.

 

 

 

 

 

 

 

 


OPTAKT: SønderjyskE-Rødovre Mighty Bulls HØJDEPUNKTER: Aalborgs scoringer i den afgørende kamp mod Riga