Metalligaen.dk-redaktør Michael Søvsø tager et lynkig på Metal Liga-holdene her i "landsholdspausen" - her Aalborg Pirates

Der er ingen tvivl om, at Aalborg Pirates spiller en omgang fremragende, teknisk ishockey, når det kører for holdet. Det har nordjyderne for længst bevist mange gange i løbet af sæsonen - ikke mindst i en række flotte kampe mod Rungsted, der flere gange er blevet kørt baglæns ud af banen af Aalborg. 

Så Aalborg Pirates har midlerne og mulighederne til at være blandt de absolutte topfavoritter til DM-guldet, men maskinen har hakket i 2020, hvor resultaterne ikke har levet op til forventningerne. Og det er vel tæt på første gang, at træner Murray har kritiseret sine spillere og sit hold offentligt. 

Ikke mindst de mange nederlag mod Esbjerg har tæret hårdt på selvtilliden i Aalborg, og man kan tale om et kompleks, der kulminerede, da vestjyderne i straffeslag snuppede Metal Final4-finalepladsen i slutningen af januar.

Aalborg Pirates-staben har noget at arbejde med, men det er både træner og spillertrup også fuldstændig bevidste om.

Samtidig er Aalborg-folkene bevidste om, at holdet på gode aftener er ligaens stærkeste hold. Men de gode aftener og rytmen på holdet skal rammes igen, og der er flere af de nøglespillere, der har været lidt væk de seneste måneder, der skal finde stilen fra begyndelsen af sæsonen frem.

Stabilitet er påkrævet, og så skal Aalborg-spillerne være hundrede procent klar over, at tingene ikke "går af sig selv", fordi man spillemæssigt er de fleste hold overlegen.

Tag nu eksemplet fra Metal Final4-semifinalen mod Esbjerg, hvor det var som om, Pirates-spillerne lige gik 10 procent opad i indsats, da George Sørensen blev skadet. 

Aalborgenserne gjorde noget ekstra for reserven Jesper Wulff, og den indsats skal nu findes frem i hver eneste kamp - også når Sørensen er tilbage. Ellers vinder man ingen titler i Danmark.

Aalborg har et stort plus, når slutspillet går i gang senere på året: Nordjyderne har den bredeste trup i Metal Ligaen, og der skal - hvilket vi også har set i løbet af sæsonen - mange skader til for at ryste Aalborg totalt.

Det er først og fremmest en fordel at have så mange spillere til rådighed, men selvfølgelig skal Murray og co. også sørge for, at de spillere, der ikke spiller, beholder en eller anden form for tilfredshed i hverdagen, så de er klar, når de bliver kaldt til tjeneste. 

Aalborg et potentielt finalehold, men skal helst undgå Esbjerg, hvis Pirates kommer til semifinalen. Det vil ikke være nogens livret i postnummer 9000. 


Lange udsigter for Nielsen og Biel: Unge SønderjyskE-forwards har skadesproblemer SønderjyskE-sportschef: Vi er ikke kendt for at have gang i svingdøren