Der var - og har været - store diskussioner efter Rungsteds annullerede mål i overtiden i aftes mod Odense.
Det blev annulleret, fordi målet var ude af position, og situationen havde på mange måder paralleller til situationen i Herlev for et uger siden, hvor Eagles fik et afgørende mål fejlagtigt annulleret, da målet kom ud af position i situationen lige før Matthias Asperup scorede.
Og netop hvor lang tid målet havde været ude af position, er en afgørende forskel på de to situationer, forklarer dommerchef Claus Hansen.
- I Herlev kom målet ud af position lige præcis i forbindelse med at pucken var på vej mod målet, mens det i Rungsted havde været ude af position i længere tid. Pinden, der holder målet, var bøjet og lå ovenpå isen, og dermed stod målet ikke i en position, hvor et mål kunne godkendes.
- Det registrerede dommerne ved videogennemsynet, og derfor foreskriver reglerne, at det ikke var et "good goal", lyder det fra Claus Hansen.
- Jeg anerkender også, at en af de fire dommerne burde have fløjtet af nogle sekunder tidligere, for de burde have registreret, at målet var ude af position. Det var en fejl, men det ændrer ikke på, at den endelige kendelse omkring det annullerede mål, var korrekt, siger han.