Herning Blue Fox har i aften angriberen Mathias Bau til rådighed.
Det har været hidsigt debatteret på de sociale medier, hvorvidt Mathias Baus hit på Darien Craighead skulle give en efterfølgende karantæne.
Her forklarer dommerchef Claus Hansen, hvorfor Mathias Bau ikke får karantæne, og i videoen nedenfor kan man se billederne fra den pågældende situation.
- Det er helt korrekt, at dommerne giver Mathias Bau fem minutter i kampen for en hensynsløs tackling. Der er ingen tvivl om, at han kommer alt for sent i tacklingen på Aalborgs nummer 77 Darien Craighead, der slet ikke er puckførende på det tidspunkt, hvor han bliver ramt, og derfor ikke skal forvente en tackling. Dommerne kiggede rigtignok video for at vurdere, hvor stor forseelsen skulle være, og de kom frem til den rette konklusion i kampen, bortset fra at det ikke skulle have været checking to the head, men nærmere en interference, der skulle have stået på kamprapporten.
- DOPS har naturligvis haft sagen oppe, og har fået tilsendt yderligere vinkler og bruger gennemgående AL det videomateriale, der er til rådighed. Som det kan ses på videoen, rammer de to spillere hinanden skulder mod skulder, og der er ingen kontakt mod Darien Craigheads hovedregion. Desværre rammer Craigheads stav op i eget ansigt, og det er det, der afstedkommer al blodet på isen efterfølgende. Idet der ikke er kontakt med hovedregionen, frikendes Mathias Bau for karantæne, forklarer Claus Hansen.
Videoen kan ses nedenfor: