Skal ifølge lokal canadisk journalist træne både med vestjydernes Talentliga og Metal Liga-hold

Det synes efterhånden sikkert og vist, at den blot 17-årige og talentfulde canadiske forward Chase Stillman lander - eller er landet - i Danmark. I går skrev den lokale avis Sudbury Star's ishockeyreporter på Twitter, at Stillmans klub Sudbury Wolves havde bekræftet, at Stillman rykker over Atlanten, og nu skriver selvsamme journalist, Ben Leeson, at Stillman lander i Esbjerg. 

- Chase Stillman fortalte mig for kort tid siden, at han er på lån hos den danske klub Esbjerg indtil starten af OHL-sæsonen. Klubben (Esbjerg) har senior og U20-hold, og han (Stillman) siger, at han vil træne med begge hold og se, hvordan det går derfra. 

Chase Stillman er en yderst talentfuld wing og søn af den tidligere NHL'er og dobbelte Stanley Cup-mester Cory Stillman. I sidste sæson leverede han 34 point i 58 kampe og blev valgt ind på All-rookie-holdet i OHL. Han er ligeledes inde omkring det canadiske U18-landshold.

Han forventes at gå ganske højt i draften i den kommende sæson, og bliver en interessant tilgang, hvis han lander i Metal Ligaen. Han er 180 centimeter høj og vejer 77 kilo og skal - hvis han kommer til Danmark - måske nu prøve sig af i seniorhockey for første gang i karrieren - eller formentlig blive en dominerende faktor i Talentligaen.

Vi forsøger at få be- eller afkræftet meldingen fra Esbjerg tidligt i dag. 


Anders Krogsgaard i "optimistisk venten" i Tyskland Simioni: Vi gjorde alle de små ting rigtigt