Fire danskermål i en kamp, hvor Energy trak fra i anden periode

Esbjerg Energy – Rødovre Mighty Bulls 5–2 (2-2, 2-0, 1-0) Esbjergs danskerstamme førte an med fire scoringer, da vestjyderne tidligt tirsdag aften sikrede sig den fjerde sejr på stribe. I en underholdende og alsidig kamp, der talte hele 80 skud på mål, ja der fik Esbjerg strammet op i defensiven til de to sidste perioder og som kampen skred frem var Rødovre reelt set aldrig i nærheden af et pointudbytte - også selv om Esbjerg ikke havde fået den nye mand Adam Cracknell klar. 

Kampen blev indledt i et fint tempo, hvor Esbjerg var angrebsivrige. Vestjyderne var mest på pucken i de første fem minutter, hvor man fik skabt et par chancer, uden at det dog sådan rigtigt for alvor blev farligt.

Farligt blev det dog netop efter fem minutter, da Brady Shaw gik på mål og fik sendt en lumsk afslutning mellem benene på Voris, som ikke kunne holde pucken, som Christian Wejse hurtigt var over og derfor let kunne puffe ind over stregen til Esbjerg-føring på 1-0.

Gæsternes Phillip Schultz fik raget en udvisning til sig i forbindelse med scoringen, hvorfor værterne efterfølgende kunne rulle overtalsformationerne ud. Få sekunder senere sendte Charles Corcoran pucken rent på stolpen, bag en i øvrigt prisgivet Voris i gæsternes mål. Esbjerg kørte i det hele taget ufortrødent på på dette tidspunkt i kampen og fik leveret et stærkt powerplay, uden at det dog affødte yderligere scoringer til vestjyderne.

Netop som gæsterne var blevet fuldtallige var den dog gal igen. Janis Voris formåede igen ikke at holde fast i pucken, som med lidt hjælp gled ind over stregen, efter at Simon Grønvaldt havde forsøgt sig fra en position lavt slottet. Esbjerg var dermed oppe med 2-0 efter otte minutter. Igen altså efter en situation, hvor Voris ikke så alt for sikker ud i målet. Selvsamme Voris formåede i øvrigt at forlade isen og nåede helt ud på bænken efter ti minutters spil, da han øjensynligt troede, at der var en afventende udvisning til Esbjerg, hvilket dog ikke var tilfældet. Spøjs situation, der kunne være blevet dyr for gæsterne.

Nede med to mål udbad Thor Dresler sig en timeout og det så umiddelbart ud til at være en god idé. I hvert fald formåede Rødovre at slå tilbage efter 12 minutters spil, da gæsterne fik tilkendt et straffesalg, som Steffen Klarskov med hiv og sving fik listet ind over stregen bag Thomas Lillie, der i første omgang troede, at han havde stoppet pucken. Igen et mål, hvor det var marginaler der gjorde forskellen. Dermed 2-1 på tavlen og fornyet optimisme hos Rødovre.

Gæsterne red videre på den gode bølge og blot et par minutter senere formåede man da også at udligne til 2-2, da Magnus Povlsen satte Christoffer Frænell op til afslutning lavt i slottet. Kampen dermed helt åben igen.

Esbjerg-spillerne stressede nu og manglede den ro og det drive i spillet, som man havde haft få minutter forinden. Et momentumskifte der ville noget. Kun en stor redning af Lille forhindrede i øvrigt Steffen Klarskov i at bringe gæsterne foran efter et kvarter.

I periodens sidste minutter udviklede kampen sig dog til en åben slagsudveksling, hvor spillet bølgede frem og tilbage konstant. Både Christian Wejse og Brady Shaw tegnede sig her for et giftigt forsøg til hjemmeholdet.

Skulle man pege på et par nøgleord i de første 20 minutter, så måtte det være koncentrationssvigt og svingende målmandsspil, som altså også blev udslagsgivende i begge ender.

I periodens sidste minut bød Rødovres Lasse Carlsen på et koncentrationssvigt af de helt store, da han lige foran eget mål – og som bagerste mand – sendte pucken lige på bladet af Søren Nielsens stav. Den teknisk velfunderede angriber brændte dog til stor ærgrelse for publikum i Granly Hockey Arena, hvor man efter første periode kunne notere sig en skudstatistik på hele 23-10 i vestjysk favør.

Esbjergs danskerstamme tromlede videre

Rødovre startede anden periode med mest fart i skøjterne og Oliver Kjær tegnede sig for et giftigt forsøg efter et par minutters spil. Men Lillie fik afværget i Esbjerg-målet.

Esbjerg trak en udvisning efter godt tre minutter, for at være for mange spillere på isen. Gæsterne fik hurtigt sat power play-spillet op og pressede godt på. Måske blev man endda lidt overmodig, da den storstilede satsning frem ad banen var ved at koste i modsatte ende godt et minut senere, hvor Esbjergs Andreas Grundtvig opsnappede pucken og slap alene igennem. Oliver Kjær fik dog bremset Esbjerg-forwarden bagfra med ulovlige midler og måtte efterfølgende tage plads i straffeboksen for en holding.

Efter otte minutters spil burde Søren Nielsen have bragt Esbjerg foran, da han fik en stor chance på break away, hvor han helt alene med Voris brændte den store mulighed.

Den brændte chance så dog ikke ud til at have rystet Esbjerg-spillerne, der til stadighed fik bedre fat i gæsternes spil. Omkring periodens halvvejsmærke fik Esbjerg da også genetableret føringen, da Brady Shaw, med en lille genistreg bag gæsternes mål, fik sat Rasmus Bjerrum op med en fremragende pasning. Bjerrum eksekverede sikkert tæt under mål og Esbjerg var oppe med 3-2. Voris kunne intet stille op i forbindelse med dén scoring.

En udvisning til gæsternes Phillip Schultz tre minutter før pausen skulle vise sig kostbar for Rødovre, der måtte se Esbjergs giftige power play lyne et lille minuts penge efter, at Schults havde taget plads i straffeboksen. 

Søren Nielsen skyldte for et par store brændte chancer tidligere i kampen og det var da også den flamboyante forward, der tog sagen i egen hånd og efter en lille karakteristisk rundtur i gæsternes zone fra en halvspids vinkel svirpede pucken ind bag Voris til 4-2. Esbjergs fjerde dansker-mål i kampen var dermed en realitet.

Værterne dermed oppe med to forud for den anden periode pause. I øvrigt efter en midterperiode, hvor vestjyderne synes at have fået defensiven under kontrol.

Esbjerg-hold i kontrol kørte sejren hjem

For at lave en hurtig opsummering af tredje periode, så kan man sige, at Esbjerg ikke gjorde tingene mere komplicerede end højest nødvendigt. Vestjyderne var langt hen ad vejen i kontrol, men var ikke bange for til tider, at overlade mere initiativ til gæsterne, der var tvunget frem over stepperne.

En veloplagt Rasmus Bjerrum fik testet stolpen bag Voris efter et par minutter, men ellers var det mest bemærkelsesværdige i tredje periode faktisk, at Esbjerg stort set vandt alle nærkampe og derned kom først på langt det meste.

End ikke et par Esbjerg-udvisninger midt i perioden kunne true vestjydernes sejr, der var helt og aldeles fortjent. Med undtagelse af nogle få minutters panik i første periode, så fulgte man planen og arbejdede godt for hinanden – ikke mindst i box play, hvor man gjorde det svært for gæsterne, at profitere af overtalsmulighederne.

Christian Wejse sendte et forsøg på overliggeren og Rasmus Bjerrum havde chancen på et break away-forsøg efter et kvarters spil. Men man skulle frem til periodens 17. minut, før Brady Shaw cementerede sejren med scoring i det tomme mål, kun omkring 20 sekunder efter, at gæsterne havde trukket Voris ud.


Smal hjemmesejr og stort slagsmål i Frederikshavn DALE MITCHELL er tilbage for Odense i aften