Herlev Eagles-Esbjerg Energy 0-2 (0-0,0-1,0-1) Det var en eftermiddag i Herlev, hvor rigtig mange spillere, der normalt ikke får spilletid, fik chancen for de to mandskaber.
Herlev var endt på ottendepladsen, mens Esbjerg Energy-staben næppe regnede med, at Aalborg ville smide point hjemme mod Rødovre og dermed give vestjyderne mulighed for hjemmebane i kvartfinalen.
Herlev sparede blandt mange andre målmand Emil Zetterquist, Matthias Asperup, Isac Skedung (måske skadet) og Maxime Trepanier, og stillede lige nøjagtig kun med tre kæder til den sidste grundspilskamp på hjemmebane.
Dermed et tydeligt signal om, at man vil have totalt friske ben, kroppe og hoveder fredag aften. Det samme gjaldt for Esbjerg Energy, der blandt andre havde Philip Larsen og Jeff King siddende hjemme for at hvile.
Det betød, at navne som Kalle Winther, Victor Zulow Laursen og Lasse Bærentsen figurerede hos dagens gæster.
Det blev målløst i første periode, mens Esbjerg scorede anden periodes eneste kasse i Martinsen Arena. Det var Victor Sand, der satte scoringen efter en fin tværpasning fra Grayson Downing.
Kampen savnede den helt vilde intensitet, og det hele endte med, at Esbjerg scorede det afgørende mål i tomt bur i slutfasen.
Det var Thomas Mondrup, der afsluttede grundspillet for Esbjergs vedkommende.