Gæsterne viste ubændig moral, Aalborg dummede sig i slutfasen og Energy fører derfor 1-0 i serien

Esbjerg Energy er foran 1-0 i kvartfinaleserien mod Aalborg Pirates. Det var med en afslutning på den ordinære spilletid, som næsten trak minderne tilbage til 2004, hvor Esbjerg i den legendariske finalekamp 7 kom tilbage og vendte billedet i de sidste minutter af den ordinære tid for så at vinde i forlængelsen.

Tirsdag aften blev Josh Winquist matchvinder i overtiden efter den vilde vending i den ordinære tid, hvor Esbjerg scorede to gange i de sidste to minutter.

Det var en utrolig intens første periode af semifinaleserien, hvor kampen om at sætte sig selv i respekt i serien var i fokus, og det var ikke mange chancer de to hold formåede at skabe i starten. De fysiske dueller havde overhånd, og kun ved pucktab blev der skabt chancer, dog uden de blev vildt farlige. Den bedste mulighed tilfaldt Patrick Bjorkstrand i powerplay, som dog ikke gav en scoring til nordjyderne

Til trods for at Aalborgs powerplay ikke viste den samme farlighed som i den femte kvartfinale, så gav det Pirates momentum og i den efterfølgende faceoff lykkedes det hjemmeholdet at komme foran. En afslutning gav en retur, og inde foran mål stod Kirill Kabanov, som let kunne prikke pucken ind forbi Mathias Seldrup.

Føringen holdt mindre end et minut, da Esbjerg Energy svarede tilbage med det samme, da Oliver Kjær udnyttede en puck, som uheldigvis hoppede over staven på Bo Hanson, til at komme ind i Aalborgs zone, hvor han lagde pucken tilbage foran mål, hvor Juuso Walli lagde udligningen ind bag en chanceløs George Sørensen.

Et hektisk minut, som blev efterfulgt af mere af det samme som man havde set i starten af kampen. Masser af dueller og fight men uden de helt store chancer. Vi skulle helt hen i de sidste tre minutter af perioden før et af holdene igen fik en ordentlig chance for at komme foran. Bo Hanson kom alene igennem direkte efter han var kommet ud af udvisningsboksen, men Seldrup lavede en stor redning, som holdt stillingen på 1-1 efter første periode.

Playoff-tempo og effektivitet i felterne

Tempoet steg gevaldigt i anden periode, hvor hvor begge hold havde momenter af kampen, hvor de fik sat hinanden under pres. Hos Esbjerg var både Rasmus Bjerrum og Brandon Magee tæt på, men 300 kamps jubilaren hos piraterne, George Sørensen, strålede i anden periode med flere gode redninger.

Trods de mange Esbjerg-chancer så var det hjemmeholdet, som kom foran 2-1. Bo Hanson, der spillede en stor periode, hamrede til pucken. Mathias Seldrup kunne ikke holde på den hårde afslutning, og pucken endte under ham, og efter stenhård kamp foran mål fik Jeppe Jul Korsgaard skrabet pucken ind i nettet.

Ganske som med 1-0-scoringen i første periode var Esbjerg, som efter scoringen kom frem til chancerne. I flere omgange kom de i overtal, og Aalborg havde svært ved at matche arbejdsraseriet fra vestjyderne i minutterne efter deres føring. Især i powerplay, hvor Esbjerg flot fik arbejdet pucken ind foran mål, men George Sørensen var på plads i flere omgange og fik lukket ned, samtidig med at den nordjyske defensiv stod stærkt i opdækningen foran ham.

Det heroiske boxplay fra hjemmeholdet og gæsternes ineffektivitet foran blev dyrt få minutter senere. En pludselig fejl ved banden i egen zonen gav en kæmpechance til Thomas Spelling. Den tidligere topscorer viste fint overblik, og i stedet for at afslutte, sendte han pucken over til Tor Ulrik Rasmusen, som sendte nordjyderne foran med 3-1.

Aalborg havde chancerne for at lukke kampen i et powerplay, men trods et par muligheder til Søren Dietz-Larsen og Julian Jakobsen forblev stillingen 3-1 efter anden periode.

Esbjerg gik på jagt i tredje periode. Phillip Schultz var på plads med flere afslutninger, som ikke sad, men da han godt midt i perioden fandt en løs puck foran mål, rev han den op i nettet og reducerede til 2-3.

Gæsterne lugtede blod, Jens Nielsens tropper virkede en smule paniske i hele perioden, men bedst som det lignede en udligning, tog Arthurs Salija en udvisning. Nordjyderne fik sat powerplayet op. Julian Jakobsen tog fokusset fra tre vestjyske spillere, og lagde pucken over til Søren Dietz-Larsen, som bragede Aalborg i front med 4-2.

Dramatisk afslutning

De sidste to minutter af perioden katastrofale for piraterne, og man må rose Esbjerg for at ikke at give op. Lasse Bo Knudsen tabte pucken bag mål og den løse puck fik Ludwig Stenlund muligheden for at køre mod mål. Lidt tilfældigt fik han lagt pucken op i det fjerneste hjørne til 4-3

De næste to minutter var yderst dramatiske, som begyndte med først Gordie Ballhorn tog en udvisning. En chance for Aalborg til bare at holde fast i pucken og køre sejren hjem. Jeppe Jul Korsgaard holdt fast i pucken ude ved banden, mens hans holdkammerater gik alt for langt frem i offensiven. Jul Korsgaard mistede pucken og da spillet vendte, var han og de øvrige Aalborg-spillere langt væk fra et Esbjerg-hold, der stillede lynende hurtigt om. Jeff King førte pucken frem og fandt Philip Larsen, der var stormet med frem. Larsen scorede. 

Først blev målet gennemset på grund af eventuel sparkebevægelse. Den blev hurtigt afvist. Derefter tog Aalborg en challenge på spillet på grund af en mulig offside, og den var snær. Efter syv-otte minutters votering, blev man enig om, at videomaterialet ikke kunne omstøde kendelsen. Målet stod. 4-4 på tavlen og overtid, hvor Aalborg straks lagde pres på gæsterne. Men Esbjerg slog kontra og hjemmeholdet fik en udvisning. Så slog Esbjergs powerplay til. Der var stor tålmodighed indtil Josh Winquist fik chancen for at sende pucken op i nærmeste hjørne. Den drevne Energy-spiller udnyttede chancen og scorede sikkert. 

Overtidssejr til gæsterne og hjemmebanefordelen nu i Esbjergs favør. Man glæder sig allerede til kamp to på fredag. 


OPTAKT: SønderjyskE-Herning Blue Fox Herning akkurat stærkest i højdramatisk kamp et