- Det er en underdrivelse at kalde kampen spændende, for det kan ikke blive mere spændende. Det er kamp syv og tingene er helt lige. Begge mandskaber har vundet tre kampe hver, der spilles bedst af fire, så nu skal det afgøres om vi eller Rungsted skal spille finale, opsummerer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy i klubbens kampoptakt frem mod braget i kamp syv i aften.
- Vi har spillet mange meget tætte kamp mod Rungsted. Og min konklusion er stadig at vi har spillet godt mod en stærk modstander. Det er syvende gang vi møder dem på cirka to uger, så det er meget intenst og det vil blive en ny tæt kamp.
- Nu skal de gamle dyder findes frem. Det gælder eksempelvis om at holde aftalerne og turde stole på hinanden. Vi skal turde tro på, at kædekammeraterne også gør deres job. Vi taler ofte om mindset, og om at fokusere på de ting, som vi kan påvirke, frem for at lade sig aflede af udefra kommende forhold, som vi ingen indflydelse har på.
Juuso Walli, Grayson Downing og Ryker Killins scorede for Esbjerg Energy i fredagens kamp, hvor Felix Scheel blev noteret for assists ved alle tre Esbjerg-scoringer.
- På forhånd havde vi en fornemmelse af, at semifinaleserien mod Rungsted ville blive afgjort i kamp syv. Vi havde selvfølgeligt håbet på at kunne afgøre serien tidligere, men nu står vi her. Vi sluttede bedre end Rungsted i grundspillet, så vi kan profitere af en hjemmebanefordel i kamp syv.
- Jeg er optimist før kampen og tror på vi vinder. Godt nok er hjemmebanefordelen i kamp syv ofte mindre end den ellers ville være, men vi kan på hjemmebane ved at skifte sidst ofte påvirke hvordan kæderne skal matches. Nu slipper vi også for busturen og kan færdes i vores egne omgivelser. Det giver en form for komfort, fortsætter canadieren.
Esbjerg Energy har i semifinaleserien mod Rungsted Seier Capitals kunnet glæde sig over en flot opbakning på lægterne i Granly Hockey Arena. Flere end 9.100 har i de tre kampe fundet vej til hallen.
- Med mere end 3.000 tilskuere i hallen oplever vi en tydelig og mærkbar opbakning. Lidt som en syvende spiller. Det burde også i en ”vind eller forsvind-kamp” være en fordel. Så jeg håber på, at endnu flere vil være klar til at yde os støtte i mandagens kamp, slutter Jason Jaspers.