Esbjerg Energy – Herlev Eagles 7–1 (1-1, 2-0, 4-0)
Herlev scorede kampens første mål og leverede en glimrende åbningsperiode. Men siden tabte gæsterne både fokus og pusten, da Esbjerg tromlede hen over sjællænderne og endte med at vinde med hele 7-1.
Sæsonens tredje opgør mellem Esbjerg og Herlev blev udkæmpet tirsdag aften i Granly Hockey Arena. Esbjerg vandt tidligt på sæsonen 5-2, mens det lige før jul blev 6-0 i vestjysk favør. Et tredje programsat opgør blev aflyst pga. corona i Herlev-truppen.
Til aftenens opgør stillede Herlev uden Alexander Edström, Tobias Ruelykke, Max Vilstrup Olesen, Simon Golbert, Joachim Linnet, Joonas Riekkinen og Mads Schlæger, mens Esbjerg måtte undvære Cam Knight, Jeppe Vinther og Felix Scheel. Jordan Smotherman havde endnu ikke fået papirerne på plads og har således fortsat sit comeback i Esbjerg-trøjen til gode.
Målmandsduellen stod mellem Christian Elmose og Mads Søgaard.
Jævnbyrdig og tempofyldt åbningsperiode
Kampen bød på en god åbning af begge mandskaber. Der var god fart i skøjterne, højt tempo i pasningsspillet og der blev også sat et par tunge tacklinger begge veje, inden man havde rundet de første tre minutter.
Herlev havde et par gange Esbjerg på hælene i de første minutter, hvor vestjyderne til tider haltede efter. Som en konsekvens heraf markerede dommerne for en afventende Esbjerg-udvisning til Anders Koch i det femte minut. Gæsterne nåede lige at erstatte Elmose med en ekstra markspiller, før Kasper Larsen havde bragt gæsterne foran med 0-1 fra en halvspids vinkel. Altså en scoring i seks mod fem-spillet, hvorfor den afventende udvisning blev annulleret.
Efter syv minutter slap Esbjergs Craig Puffer dog ikke for at gå den tunge vej, da han indkasserede to minutter for en slashing i offensiv zone. Herlev leverede efterfølgende et yderst fornuftigt overtalsspil, hvor både Matthias Asperup og Jesper Thörnberg fik testet Søgaard med et par kvalificerede afslutninger.
Et skøjtestærkt Herlev-mandskab arbejdede godt for sagen og gjorde det i det hele taget svært for Esbjerg; man levnede ikke vestjyderne megen tid eller plads til at bygge spillet op.
Efter 11 minutter lykkedes det dog for Andreas Grundtvig på egen hånd, at bringe balance i regnskabet, da han optimistisk gik på mål og selv fulgte op på sin egen retur fra Elmose, som blev sendt i nettet til 1-1.
Sjællænderne så dog ikke ud til at lade sig gå på af udligningen og spillede stadig friskt til, uden dog at komme frem til de helt åbne chancer i fem mod fem-spillet.
I modsatte ende tegnede Rasmus Bjerrum sig for en af Esbjergs bedste muligheder i åbningsperioden, da han blev sat perfekt op til afslutning midt i slottet. Elmose tog dog godt fra i Herlev-målet. Det samme gjorde han sekvensen efter, da Christian Wejse bød ind med et giftigt forsøg tæt under mål.
Med godt et minut tilbage af perioden fik Andreas Grundtvig raget en udvisning til sig for en slashing og gæsterne kunne således starte anden periode i overtal. Alt i alt en livlig og ganske jævnbyrdig åbningsperiode.
Esbjerg trak fra, da Herlev mistede fokus
Vestjyderne klarede undertallet tidligt i anden periode uden de store problemer og tilbage i spil fem mod fem, der sad Esbjerg nu på det meste.
Efter en hurtig spilvending var Alexander Lindqvist-Hansen dog tæt på for gæsterne, da han spurtede fra Esbjerg-defensiven og fik sendt et fornuftigt forsøg af sted mod Søgaard. Sekvensen efter havde Charles Corcoran chancen på et mindst lige så stort break away-forsøg i den anden ende, men afslutningen manglede det sidste og Herlev slap med skrækken.
Herlev arbejdende i de følgende minutter fornuftigt og kom for en stund spillemæssigt bedre med igen, indtil man begyndte at tabe fokus. Det startede med en batalje mellem Magnus Koch og David Madsen foran spillerboksene, hvor de to kamphaner begge fik dasket sig til et par minutter i skammekrogen og efterfølgende udveksling af gloser på tværs af de to straffebokse.
Den ekstra plads på isen så ud til at bekomme Davis Vandane godt. I hvert fald gik den store canadiske back med frem og med en fornem pasning fandt han Christian Wejse, der tæt under mål køligt bragte Esbjerg i front med 2-1.
Minuttet efter burde Søren Nielsen have bragt Esbjerg foran med to, da han blev spillet helt fri foran Herlevs mål. Men desværre for vestjyderne overplacerede den teknisk velfunderede forward sin afslutning.
I Esbjerg-lejren troede man, at man fik de første to minutter i power play 12 minutter inde i perioden, da Jesper Thörnberg blev udvist for en holding. Men kun 25 sekunder senere blev situationen neutraliseret, da Wiley Sherman trak i nødbremsen i forbindelse med en Herlev-kontra.
Igen gav fire mod fire-spillet god plads på isen og igen så det ud til at bekomme Esbjerg godt. Igen var Davis Vandane arkitekten bag målet, da han gik med frem og fadt Brady Shaw inde foran gæsternes mål. Med et hurtigt træk fik Shaw snydt Elmose i målet og Esbjerg var oppe med 3-1.
Efter 13 minutters spil tog gæsternes Lasse Mortensen en udvisning for en interference på Brady Shaw og da Jesper Thörnberg tog en selvisk udvisning for en roughing på Christian Wejse et minuts penge senere, ja så fik Esbjerg chancen i fem mod tre i 54 sekunder. Her fik Simon Grønvaldt sendt et skud rent på overliggeren, mens Brady Shaw fik testet stolpen bag Elmose få sekunder senere. Også Craig Puffer var tæt på for vestjyderne, da hans styring strøg lige forbi fjerneste opstander.
Esbjerg var også i kontrol mod periodens slutning, hvor Daniel Baastrup Andersen tog et par udvisninger af den unødvendige slags foran eget mål, hvor han fik indkasseret 2+2 minutter. Esbjerg dermed med næsten fire minutters power play fra tredje periodes begyndelse.
Herlev tabte pusten, mens Esbjerg tromlede videre
Hjemmeholdet fik hurtigt sat overtalsspillet op og efter mindre end to minutter havde Craig Puffer gjort det til 4-1 for Esbjerg, da han skar ind foran mål og via Elmoses benskinne fik listet pucken ind. Simon Grønvaldt og Mads Søgaard blev noteret for assists ved denne lejlighed.
Da scoringen til 4-1 faldt inden Daniel Baastrup Andersens første udvisning var afsonet kunne Esbjerg fortsætte i power play. Og det blev indirekte til endnu et power play-mål til vestjyderne, da Davis Vandane resolut hamrede pucken i kassen til 5-1, netop som Herlev var blevet fuldtallige.
En flok melankolske og resignerende Herlev-spillere kunne slet ikke få tingene til at fungere mere og man havde svært ved at følge med Esbjerg, der synes at have et gear eller to mere at give af. Kun godt et minut senere blev det da også 6-1 til Esbjerg, da Søren Nielsen løb fra Herelv-defensiven og trak pucken op i fjerneste hjørne.
Gæsterne formåede heller ikke at slå kapital af et par Esbjerg-udvisninger, hvor man endda kortvarigt fik chancen i fem mod tre-spillet.
I stedet lukkede og slukkede Christian Wejse kampen med sin anden scoring i kampen, da han efter 11 minutter gjorde det til 7-1, ved køligt at runde Elmose og sende pucken fladt i mål.
Sort set alt foregik på Esbjergs præmisser i de sidste 40 minutter og især i tredje periode gav Jason Jaspers masser af spilletid til vestjydernes tredje- og fjerdekæde. Esbjergs synes dermed at have fået tanket både selvtillid og energi forud for de kommende to topopgør mod Aalborg.
I hjemmeholdets mål leverede Mads Søgaard en redningsprocent på 96 og den talentfulde keeper sluttede af med at gribe Ulrich Linnet ud på et break away-forsøg. Alt i alt en helstøbt indsats af Esbjerg, mens Herlev haltede mere og mere efter som kampen skred frem.