Det krævede godt 87 minutters ishockey at finde en vinder, da Esbjerg og Odense krydsede klinger for fjerde gang. Dybt inde i overtiden var det Andreas Grundtvig der blev matchvinder for Esbjerg. Serien er dermed helt lige forud for kamp fem.

Esbjerg Energy – Odense Bulldogs 3–2 (1-0, 1-1, 0-1, 0-0, 1-0)

Fredag aften tog et presset Esbjerg-mandskab hjemme i Granly Hockey Arena imod Odense til kvartfinalekamp nr. 4. Odense tog med en sejr på 7-4 tirsdag aften en føring på 2-1 i kampe, og fynboerne kunne altså med en sejr fredag aften sikre sig tre semifinale-matchbolde. Esbjerg syntes med andre ord pressede til at præstere på et højere niveau end tirsdag aften, hvor der ikke var mange i den vestjyske lejr der var tilfredse med hverken spillet eller resultatet.

Til aftenens opgør måtte Odense undvære Mathias Mølgaard, Alberto Pison og Rasmus Simonsen, mens Esbjerg stillede uden Tobias Ebener, Yanick von Bergen og Victor Sand. Målmandsduellen stod mellem Fredrik Bergvik og Mathias Seldrup.

Ballhorn bragede Esbjerg i front

Esbjerg lagde fra land med god energi og godt med fart i skøjterne. Der var da heller ikke spillet tre minutter før der for alvor var fare på færde foran gæsternes mål, hvor Phillip Schultz skabte ravage ved at gå direkte på mål. Odense fik dog stoppet og væltet Schultz, mens målet blev flyttet i nogenlunde samme ombæring.

Esbjerg havde dermed efterfølgende en faceoff i gæsternes zone, hvilket skulle vise sig meget værdifuldt. Oliver Kjær vandt således den pågældende faceoff rent tilbage til Gordie Ballhorn, der resolut sendte et brag af et slagskud i kassen bag Fredrik Bergvik. Esbjerg var dermed oppe med 1-0.

Efter åbningsmålet fulgte en ganske jævnbyrdig åbningsperiode, hvor det frem mod periodens halvvejsmærke var småt med målchancer.

Efter 12 minutter fik Esbjergs kæde med Andreas Grundtvig, Oliver Kjær og Phillip Schultz dog bidt sig fast i gæsternes zone, hvor værterne nu pressede på for scoring. Men et giftigt forsøg fra Phillip Schultz strøg lige forbi opstanderen.

Gæsterne arbejdede dog godt for sagen og i periodens sidste fjerdedel talte man tre glimrende muligheder til fynboerne, der nu havde kampens spillemæssige momentum.

Mikkel Hansen bød ind med et godt forsøg fra distancen efter knapt et kvarters spil, men endnu tættere på scoring var Jonathan Brinkman, der tæt under mål var tæt på med en farlig styring efter 16 minutters spil.

I periodens sidste minut var Michael Keränen heller ikke mange centimeter fra en fynsk udligning, da han rundede Esbjergs mål og var tæt på at få sneget pucken ind ved nærmeste stolpe, efter et frækt og yderst nærgående forsøg. Men fortsat 1-0 efter de første 20 minutter, hvor gæsterne vandt skudstatistikken med 10-13.

Nervepirrende anden periode

Anden periode skulle vise sig på glimrende vis, at leve op til underholdningsværdien fra første. Allerede efter et par minutters spil var gæsterne således tæt på at bringe balance i regnskabet, da først Radim Piroutek og siden Jonathan Brinkman kom til store chancer.

I den efterfølgende sekvens, kun få sekunder efter Odenses store dobbeltchance, var det så Esbjergs Brandon Magee, der var lige så tæt på i modsatte ende.

En knætacking af gæsternes Justin Hamonic sendte Esbjerg i power play tre minutter inde i perioden, men heller ikke denne gang fandt Esbjerg recepten på at få hul på fynboernes box play. Vestjyderne har således fortsat deres første power play-mål til gode i kvartfinaleserien.

Netop som Odense var blevet fuldtallige tilkom man en særdeles god mulighed til Kristian Jensen, der strøg af sted og fik chancen alene med Seldrup. Men Esbjerg-keeperen blev den store i den duel. En ganske vigtig redning for Esbjerg, der minuttet efter fordoblede føringen.

Brandon Magee satte fart i midtzonen og strøg frem over isen, inden han gik direkte på mål og afsluttede. Bergvik klarede forsøget i første omgang, men Magee var hurtigt over returen, som blev sendt ind bag den svenske keeper til 2-0 efter seks minutters spil.

Fire minutter senere var Oliver Kjær på spil i gæsternes zone, hvor han egentligt også fik overlistet gæsternes keeper. Men Kjær kom samtidigt ned bag mållinjen, hvilket gjorde en kvalificeret afslutning nærmest umulig.

Et par minutter senere var der flash back for Esbjerg-spillerne, da Odense reducerede til 2-1 efter en recept, som vestjyderne blev præsenteret for et par gange tirsdag aften i Odense. Pucken blev lagt fladt og hårdt ind i slottet, hvor Jonathan Brinkman tæt under mål styrede pucken forbi Seldrup til 2-1.

Odense fik fornyet håb og spillet bølgede efterfølgende frem og tilbage i en medrivende og nervepirrende anden periode. Der var bestemt muligheder i begge ender.

Dette blev eksemplificeret på glimrende vis hen mod periodens slutning, hvor Seldrup først måtte levere to store redninger for at forhindre gæsternes Kristian Jensen i at komme på måltavlen. Mindre end et halvt minut senere, og i periodens allersidste sekunder, var det så Esbjerg der vendte spillet og kom af sted i en to mod nul-situation, hvor både Josh Winquist og Csanad Erdely kunne have scoret for Esbjerg. Men Winquist valgte uselvisk pasningen og desværre for Esbjerg, så udløb chancen dermed samtidigt med anden periode. Den chance burde have kastet en scoring af sig.

Odense fremtvang overtid

Selvom Esbjerg indledte tredje periode med at blæse til angreb, så gik der ikke mere end et minuts penge, før Odense havde bragt balance i regnskabet.

Fynboerne vendte spillet og slog kontra, men målet var dog ikke et klassisk kontramål. Gæsterne kastede det meste på mål, men Esbjerg-defensiven fik afværget i første omgang, inden Odense sendte pucken baud mod blue line, hvor Michael Keränen sendte en first timer ind bag Seldrup i Esbjerg-målet.

Herefter fulgte en tredje periode, som vel bedst kan betegnes som stillingskrig. Der var skam chancer i begge ender, men de to mandskaber syntes at tage udgangspunkt i så solid en defensiv som muligt.

Tættest på var Esbjerg med omkring et halvt minut igen. Vestjyderne pressede på omkring gæsternes mål og det hele endte i et større klumpspil. Derfor valgte dommerne også at se situationen igennem på video, da pucken så ud til at danse rundt inde omkring stregen. Men heller ikke lidt video-kiggeri kunne ændre på, at der fortsat stod 2-2 efter 60 minutter, hvorfor kampen altså skulle afgøres i overtid.

Jævnbyrdigheden fortsatte

Overtiden blev, ikke helt uventet, en taktisk affære. Det var da også småt med målchancer i de første otte minutter af fjerde perioden. Herefter begyndte kampen dog så småt at åbne sig lidt.

Gæsternes Markus Jensen kom efter ni minutters spil frem til en kæmpestor chance, da han tæt under mål egentligt bare skulle sætte bladet på en godt timet tværpasning. Men forsøget strøg lige forbi mål og det blev altså ved lige ved og næsten for Odense.

Sekvensen efter var det så Esbjergs Philip Larsen, der i modsatte ende bød ind med godt forsøg fra udkanten af slottet. Men Bergvik var vaks i målet, hvor Larsens forsøg blev grebet ud.

Esbjerg syntes for en stund at have kampens momentum, da man rundede de ti minutter i fjerde periode. I det 12. minut kom Phillip Schultz frem til et godt tilbud og to minutter senere sendte Oliver Kjær et giftigt forsøg fra mellemdistancen lige forbi mål.

At gæsterne til tider var pressede hen mod fjerde periodes slutning blev bekræftet af, at Paul Thompson udbad sig en timeout med 5:03 tilbage på uret, da gæsterne i forbindelse med en icing havde været fanget med de samme spillere på isen i en længere sekvens. Men gæsterne modstod presset og der skulle en femte periode til at finde en afgørelse.

Grundtvig blev matchvinder

Esbjerg har som bekendt haft svært ved at finde melodien i overtalsspillet i serien mod Odense. Vestjyderne fik chancen igen blot 19 sekunder inde i femte periode, men et forsøg fra Oliver Kjær, der ramte en Odense-skøjte undervejs, og derefter var tæt på at gå i mål, ja det var det tætteste Esbjerg kom en scoring ved den lejlighed.

Fem minutter senere faldt afgørelsen så, da trioen Schultz, Kjær og Grundtvig igen huserede i gæsternes zone. Efter længere tids puckomgang var det Phillip Schultz, der med en glimrende pasning splittede gæsternes defensiv, hvorefter Andreas Grundtvig havde frit skud fra en position lige midt i slottet. Her svigtede Grundtvig ikke, da han køligt sendte pucken fladt i mål til 3-2.

Stillingen i serien er dermed 2-2 forud for kamp fem i Odense på søndag.


Herning lukkede serien i overtid, From afgjorde Aalborg vendte og vandt i Rødovre