Odense startede bedst rent spillemæssigt, men det var Esbjerg der både tog føringen og i sidste ende også sikrede sig sejren på straffeslag. Efter 65 ganske jævnbyrdige minutter var det Brandon Magee der blev matchvinder for vestjyderne, der også kunne se en storspillende Mathias Seldrup klare 34 af 35 fynske afslutninger.

Esbjerg Energy - Odense Bulldogs 2-1 (1-0, 0-1, 0-0) 0-0, 1-0 

Granly Hockey Arena dannede fredag aften rammen om sæsonens andet opgør mellem Esbjerg og Odense. Til aftenens opgør stillede Odense uden Martin Larsen, Alberto Pison og Rasmus Simonsen, mens Esbjerg måtte undvære Arturs Salija, Yanick von Bergen og Frederik Bjerrum.

Målmandsduellen stod mellem Mitch Gillam og Mathias Seldrup.

Kuriøs scoring gav vestjysk føring

Gæsterne kom stærkt ud til kampen og fik tidligt sat Esbjerg under pres. Lidt uopmærksomhed i Esbjerg-defensiven kastede da også et par Odense-chancer af sig allerede i det første minut, hvor både Radim Piroutek og Nicolai Weichel fik testet Mathias Seldrup i Esbjerg-målet.

Victor Sand tegnede sig for Esbjergs første reelle chance, da han efter fem minutters spil spurtede fra Odense-forsvaret og fik testet Gillam med en glimrende afslutning.

Sands forsøg ændrede dog ikke på, at Odense var kommet bedst fra start. Ikke desto mindre var det dog vestjyderne der tog føringen efter seks minutters spil, og der var her tale om en ganske kuriøs scoring: Rasmus Bjerrum sendte Jeff King af sted med en veltimet pasning, men på vej ned mod gæsternes mål blev King nedlagt bagfra af Harijs Brants. Resultatet blev, at King røg ind i målet sammen med pucken og dommeren markerede for scoring uden at tøve, efter først at have signaleret en afventende forseelse. Dermed var Esbjerg foran med 1-0.

Der var dog fortsat ingen tvivl om, at det var fynboerne der skabte mest i åbningsperiodens første halvdel, hvor værterne var sjældne gæster i Odenses zone.

Odense fortsatte derimod ufortrødent de gode takter og den offensive indstilling. Fynboerne kom da også frem til en del afslutninger, men Seldrup var efterhånden ved at være varm i Esbjerg-målet. Ved et par lejligheder var Esbjerg-defensiven heller ikke uheldige med, at pucken ikke hoppede Odenses vej.

Gæsterne fik periodens eneste chance i power play, da Esbjergs Josh Winquist efter 14 minutter måtte til afkøling for en tripping i egen zone. I power playet der fulgte i kølvandet på den udvisning tilkom Markus Jensen en chance af de store, da han kom til et helt frit skud i en umarkeret position nogenlunde midt i slottet. Seldrup levede dog en fornem redning med gribehandsken og Esbjerg slap med skrækken.

Esbjerg havde I det hele taget meget at takke Seldrup for i åbningsperioden, hvor gæsterne efterlod det stærkeste indtryk. Men Seldrup leverede flere gode redninger og takket være hans indsats kunne Esbjerg tage en etmålsføring med ud til den første periodepause.

Jonas Bjerrum slog til mod sine tidligere holdkammerater

Selvom Odenses Joakim Thelin tegnede sig for anden periodes første større målchance, da han efter fire minutters spil blev sat op til en firsttimer tæt under mål, så synes Esbjerg nu at være bedre kørende end i åbningsperioden, hvor værterne til tider var ganske hårdt pressede.

Vestjyderne viste fint spil og fik også skabt de fornødne chancer, mens den afgørende skarphed til gengæld manglede når chancerne bød sig.

I åbningsperioden tog værterne som bekendt føringen, mens Odense dominerende billedet rent spillemæssigt. I anden periode sad man med den omvendte fornemmelse, da Odense udlignede til 1-1 godt halvvejs igennem de midterste 20 minutter.

Esbjerg synes at have fået bedre greb om kampen, men det betød ikke det store, da gæsterne vendte spillet og slog kontra. I to mod én strøg gæsterne af sted ned mod Seldrup og her var det den tidligere Esbjerg-spiller Jonas Bjerrum, der i to omgange fik passeret Seldrup til 1-1. Vurderet ud fra spil og chancer på dette tidspunkt i kampen, så var det vist omtrent lige så ufortjent, som da Esbjerg tog føringen i åbningsperioden.

Vestjydernes Grayson Downing var ganske tæt på at genetablere en føring til værterne, da han efter et kvarter slap igennem de fynske forsvarsværker og kom frem til et giftigt forsøg, som Gillam dog tog sig af i fynboernes mål. Der blev således ikke scoret yderligere i anden periode.

Højspændt stillingskrig

Esbjerg lignede bestemt et hold, der havde tænkt sig at gå efter de tre point i tredje periode. Jeff King sendte første signal om de vestjyske intentioner, da han efter et halvt minut resolut afsluttede fra en position midt i slottet. Men desværre for værterne, så overplacerede King sin afslutning.

Et par minutter senere fik Odense chancen i overtal, da Gordie Ballhorn blev udvist for en tripping i egen zone. I et stærkt power play-spil formåede Odense at presse Esbjerg ganske godt. Fynboerne formåede også at fastholde momentum, da det igen blev spil fem mod fem. Men gæsterne havde svært ved at finde den afgørende åbning på en velspillende Mathias Seldrup i målet.

En god del af de fremmødte i Granly Hockey Arena troede at Philip Larsen bragte Esbjerg foran efter syv minutters spil, men afslutningen gik i sidenettet og gæsterne slap med skrækken.

Den resterende del af tredje periode havde mest karakter af en højspændt stillingskrig, hvor spillet bølgede frem og tilbage. Et par minutter før slutsignalet var et vestjysk pucktab i egen zone tæt på at blive dyrt, da Gunars Skvorcovs var hurtig i opfattelsen og fik afsluttet.

Trods 1-1 på tavlen tog Esbjerg en timeout med 30 sekunder tilbage af opgøret og vestgjyderne satsede efterfølgende og spillede seks mod fem. Lige lidt hjalp det dog og kampen skulle dermed ud i forlængelse.

En forlængelse, hvor Esbjerg sad ganske tungt på begivenhederne. Men trods et solidt overtag og et par gode chancer, så skulle der altså straffeslag til, før man fandt en vinder. Her blev Brandon Magee matchvinder for Esbjerg, da han ganske sikkert scorede på GIllam.


Herlev vandt tæt lokalderby i Rødovre Tre point til Aalborg, der førte 9-0 efter en halv time