122 kampe er det indtil nu blevet til for Martin Eskildsen i den navyblå Blue Fox trøje med ræven på brystet, og nu tegner sønderjyden sig for yderligere to år som Herning spiller.

For to sæsoner siden hentede Herning Blue Fox Martin Eskildsen fra SønderjyskE.

Den altid arbejdsomme Eskildsen har hurtigt spillet sig ind i hjerterne hos Herning-fansene, og han har nu tegnet for yderligere to sæsoner i det midtjyske.

Sådan præsenteres forlængelsen med Eskildsen: 

Godt nok har den altid glade vejlensisk fødte angriber spillet i alt 637 kampe i Metal Ligaen, så det kan klinge lidt hult, når man efter blot to sæsoner og 122 kampe i det midtjyske kan tale om en ”holdets mand” og en ”kulturbærer”. Men det er ikke desto mindre den bedrift 29-årige Martin Eskildsen har tilspillet sig hos Herning Blue Fox på ganske kort tid.

Tilbage i sæsonen 2023-24 skiftede Martin Eskildsen barndomsklubben SønderjyskE ud med Herning Blue Fox. Med sig i bagagen havde han mere end 500 Metal Liga kampe, tre danske mesterskaber og et Continental Cup-mesterskab, men han higede efter at prøve noget nyt.

Nu har han så sat sit aftryk i Herning Blue Fox, og fra Sportsdirektør Peter Regin bliver forlængelsen omtalt i store vendinger.

- Martin er på ganske kort tid blevet en kulturbærer for Herning Blue Fox. Det kan være lidt svært at forklare sig ud af, når en spiller i bund og grund har spillet hele sin professionelle karriere i en og samme klub, og blot har været her i to sæsoner. Men ikke desto mindre er det de værdier som Martin bringer, fortæller Peter Regin og uddyber.

- Han har en stor betydning for omklædningsrummet både med sit gode humør men samtidig med en stålsat seriøsitet. Han er blevet en lederfigur generelt og er vigtig gennem sommertræningen og den kontinuerlige udvikling. Han leverer altid en stabil indsats på isen, man ved hvad man får. Og vigtigst af alt så sætter han altid holdet først, så Martin er i den grad en spiller og person som vi prioriterer og værdsætter omkring vores hold”, lyder det rosende fra Sportsdirektøren.

Martin Eskildsen selv fandt det ganske let med signaturen på en ny to-årig aftale da muligheden bød sig.

- Min familie og jeg er faldet utroligt godt til i Herning, både på og udenfor banen, så derfor var der heller ikke de store overvejelser fra mig, da snakken faldt på en forlængelse”, fortæller Martin, mens der sendes masser af forventningsfulde roser afsted mod de blå-gule fans.

- Jeg glæder mig vildt meget til at komme på isen igen til august, og ikke mindst at gense alle drengene. Men mest af alt, så glæder jeg mig til igen at spille foran Sektion 18, det er en kæmpe oplevelse hver gang”.

 


SønderjyskE opsiger samarbejdet med Anders Førster Sidste sæsons Pirates-coach bliver assistent i Finland