Lærerige kampe for de danske mestre i CHL

Aalborg Pirates har i den grad været på farten i de seneste uger.

Fire kampe i Europas fornemste klubturnering, Champions Hockey League, er suppleret op med Metal Liga-premieren mod Rungsted, som Pirates vandt med 3-2. 

I CHL lykkedes det at vinde hos Sparta Prag, inden tjekkerne tog revanche i Gigantium Isarena. To kampe mod finske Jukurit fra Mikkeli gav begge nederlag, men de europæiske kampe har været Aalborg til gavn, siger målmand George Sørensen til Nordjyske. 

- Jeg synes, at vi fulgte godt med langt hen ad vejen. Man kan godt se, at der er niveauforskel, men der er jo også stor økonomisk forskel på os og de modstandere, vi har mødt. Alle, der ved lidt om hockey, ved godt, at der er forskel på os og hold fra de ligaer, vi møder her, men det er kun sjovt at kunne måle sig med dem og se, hvor langt vi er kommet. Jeg synes, at vi fik vist, at vi er kommet langt, for vi fulgte godt med, lyder det. 

Der har tidligere været sået tvivl om, hvorvidt CHL-kampene og europæiske kampe har gavnet de danske mandskaber. Her er Sørensen ikke det mindste i tvivl.

- Vi kan 100 procent tage noget med. Vi lærer en masse i spillet uden puck og i at skulle kunne være med i det her tempo, siger George Sørensen.


VIDEO: SIMON GRØNVALDT efter Esbjerg-Rungsted VIDEO: MAGNUS POVLSEN efter Rødovre-Frederikshavn