Odenses målmand fra i fjor rykker en tand op i det internationale hierarki

I undertegnedes øjne var Evan Cowley en af Metal Ligaens bedste målmænd i fjor. Odense-canadieren fik også et hav af skud at arbejde med og leverede adskillige flotte parader - ikke mindst hjemme i VinMedKant Arena. 

Derfor er det ikke overraskende, at Cowley nu står med en kontrakt i en liga, der stadig må betegnes som værende et nøk eller to bedre end Metal Ligaen - også selv om det er turbulente økonomiske tider i den slovakiske Extraliga, hvor Cowleys nye klub HK Nitra holder til.

Nitra lå i sidste sæson nummer otte i grundspillet i Slovakiet, da sæsonen blev afbrudt.

Allerede i februar, fortæller Evan Cowley i et interview med HK Nitras hjemmeside, var klubben interesseret i at hente ham, og det samme var den norske storklub Stavanger, hvor Todd Bjorkstrand og Lubos Pisar er henholdsvis træner og assisterende træner. 

Odense ville på det tidspunkt ikke slippe den dygtige canadier, der altså spillede sæsonen til ende i det fynske, hvor han var en populær skikkelse blandt fansene. 

Nu kommer han altså til at husere i Slovakiet som efter Polen og Danmark bliver hans tredje europæiske station. 


CHARLIE SARAULT ER TILBAGE i Rungsted Shane Hanna er sulten efter at spille slutspil igen - og vinde den sidste kamp