Felix Scheel var tilbage, hvor han plejer at være: I målscorerens rolle og i Aalborgs førstekæde sammen med Morin og Spelling, da Pirates i går slog Rungsted Seier Capital med 6-3 i topopgøret i Metal Ligaen.
Den sejr bragte Aalborg 10 point foran Rungsted i toppen af tabellen, og Scheel var såmænd så afgørende en faktor, at han scorede målet til 4-3. Her afdriblede han Thomas Lillie og satte pucken i tomt bur. Det var en konsekvens af, at Scheel ikke havde været helt tilfreds med de skud, han havde fyret af tidligere i kampen, fortæller han til Nordjyske.
- Jeg synes ikke, at mine afslutninger havde været så gode, så jeg tænkte, at jeg var nødt til at drible, og det lykkedes heldigvis, sagde Felix Scheel til avisen.
- Det var dejligt at være tilbage, men jeg var noget rusten. Det var ikke alle afleveringer, der sad, hvor de skulle, men det er vel sådan, det er, når man har været ude i halvanden måned, erkendte Felix Scheel, der med scoringen i går foreløbig kom op på fem mål i sin Aalborg-karriere.