Joachim Blichfeld nettede to gange på en halvsløv ishockeyaften i Vendsyssel

Frederikshavn White Hawks – Herlev Eagles 4-1 (1-0, 1-0, 2-1)  For femte gang i træk kunne White Hawks trække sig tilbage med en sejr, og de formstærke vendelboer har for alvor fået smag for sejrene i Metal Ligaen. Sejren i aften var aldrig i fare, da Herlevs offensiv til tider var ikke eksisterende. Det var vendelboernes førstekæde med Joachim Blichfeld og Jesper Jensen i spidsen, der grundlagde aftenens fortjente høge-sejr.

Søvndyssende første periode, der ellers fik en fremragende begyndelse. På kampens første afslutning efter 28 sekunder, var der mål til hjemmeholdet. Joachim Blichfeld var skarpretteren, da han udplacerede Emil Jidskog i gæsternes bur.

Drømmestart for høgene, der dog ikke formåede at score yderligere, i en periode, der ikke bød på særlig god ishockey fra nogen af aftenens aktører. White Hawks havde chancen i et par overtal-situationer, men bortset fra en giga chance til Jesper Jensen, var det småt med de store tilbud foran mål i de første tyve minutter. En første periode lige til glemmebogen.

Anden periode var bestemt heller ikke køn rent spillemæssigt, og der var langt mellem snapsene i denne juletid. Gorm Topholt havde et skud på stolpen for hjemmeholdet, og Lucas Andersen fik en friløber. Desværre for ham mistede han staven, og skøjtede nu i bedste fodboldstil mod mål. Havde Frederikshavns fodboldtræner Peter Enevoldsen været til stede, havde det uden tvivl kastet en prøvetræning af sig hos klubbens hold i jyllandsserien.

Herlev præsterede ikke meget offensivt den første halvdel af kampen, men begyndte at bide fra sig mod slutningen af anden periode. Her kunne høgene takke Mathias Seldrup for der ikke blev udlignet, da han diskede op med et par gode redninger.

Ikke mindst da Matthias Asperup blot skulle smide skiven ind over stregen, kom Seldrup fremragende på plads med gribehandsken. Den redning fortjener et gensyn, så hold øje med highlights når de dukker op på White Hawks hjemmeside.

Joachim Blichfeld var i målhumør i aften, og gav høgene en to-måls føring, da han var over en retur fra Jidskog. Lidt paradoksalt, at det mål kom i Herlevs bedste periode i kampen. Man sad faktisk og ventede på en Herlev udligning, men Blichfeld og Seldrup ville det anderledes. Det var nu også, set over de første 40 minutter, fuldt fortjent at hjemmeholdet var i spidsen af opgøret.

Gæsterne fik reduceret efter fire minutter i tredje periode, da Matthias Åkesson i powerplay svingede pucken ind bag Seldrup. God Herlev-trafik foran mål gjorde, at Seldrups udsyn var spærret. 2-1, og Herlev med en kort offensiv opblomstring.

Jesper Jensen slukkede dog det håb, da han tre minutter senere scorede til 3-1 for hjemmeholdet. Han blev spillet flot fri foran kassen, og så scorede den danske landsholdsspiller usvigeligt sikkert bag en prisgivet Emil Jidskog.

Ikke den største ishockeyoplevelse denne tirsdag aften i Frederikshavn, men mon ikke fansene lever fint med det, nu høgene kunne sætte kryds ud for den femte sejr i træk. Det er for alvor begyndt at spille for dem, og med Joachim Blichfeld og Jesper Jensen har holdet to spillere der virkelig kan noget på egen hånd og sammen. De er en nydelse at se på isen, og er en kæmpe gevinst for dansk ishockey.

Herlev var en skuffelse i aften rent offensivt. Defensivt så det ganske fornuftigt ud for Patric Weners mandskab, men der skal mere til hvis man vil slå Frederikshavn i Danmarks nordligste skøjtehal. Ikke meget vi så til dygtige spillere som Luis Blak Olsen, Matthias Asperup og Joachim Linnet, der skal være nogen af dem der går forrest for de sort og gul klædte.

Gorm Topholt lukkede og slukkede i Nordjyske Bank Arena med en scoring til 4-1 i tomt bur. Jubel blandt fansene, der i øvrigt for anden måned i træk havde kåret kampens sidste målscorer som månedens spiller i White Hawks. Flot hæder til den lille fighter, der er i gang med sin absolut bedste sæson i Metal Ligaen.


Rungsted uden problemer hjemme mod SønderjyskE Herning viste styrke i Rødovre og sikrede ny sejr