Thor Dresler kommer med et stort set helt nyt hold frem mod den kommende sæson

Kigger man på truppen, der startede sidste sæson hos Rødovre Mighty Bulls, kontra truppen, der nu åbner 2021/22-sæsonen, har udskiftningen været virkelig markant. 

Der er lige over to kæder tilbage fra sidste sæsons "starttrup" og vi går ind i en sæson, hvor Rødovre skal bygge op forfra og begynder med otte imports. Er det skidt i en ishockeykultur, der altid har været kendt for at udvikle talenter?

Det er ikke noget sundhedstegn i hvert fald, men omvendt trænger Rødovre også til en sæson, der ikke er mistrøstig og hvor livet og glæden vender tilbage i arenaen.

Og i forhold til talenter tog man i løbet af ugen en god beslutning ved at lancere ungdomskontrakter med de to stortalenter Anton Linde og Tristan Juhl Lee Petersen. Det er vigtigt for Rødovre-hockeyen både at være med i Metal Ligaen på den gode måde og samtidig bevare linket ned til RSIK. 

Den forbindelse bliver endnu bedre, hvis Thor Dresler tør sende sine unge mennesker i aktion en håndfuld gange i løbet af sæsonen - og gerne på hjemmebanen i Rødovre Centrum Arena. 

Rødovre Mighty Bulls starter i mål med den erfarne John Muse og efterhånden William Rørth. På et eller andet tidspunkt bør Rørth avancere til førstemand, men det er altså ikke endnu, og det er vel klogt af Rødovre at spille det sikre kort med Muse, der i fjor viste sig som en ganske kompetent mand, der kun knapt tabte kvartfinalen mod Cristopher Nihlstorp i Rungsted-målet. 

Rødovre går til sæsonen med et yderst spændende backnavn i form af Ryan Lowney, som synes at have gjort et godt indtryk i testkampene. Lowney er blot 173 centimeter høj, men går tilsyneladende med i spillet her, der og allevegne.

En type som vil fremad, og som pointmæssigt lavede en flot sæson i ECHL i fjor med 36 point i 57 grundspilskampe. Han skal formentlig - som de andre nye nordamerikanere - vænne sig til Metal Ligaen og dens omgivelser, men mon ikke Rødovre håber på, at de har fået en "Mike Little"-type til byen?

Jonatan Nielsen kender vi fra i fjor. Svenskeren besidder god spilintelligens og har et godt skud, og Dresler ved nøjagtig, hvad han får på et hold med mange nye ansigter. Vigtigt.

Den franske back Olivier Dame-Malka fortsætter Rødovres "French Connection" fra i fjor, og med fortid i ECHL og masser af sæsoner i den franske liga med 0,62 point i snit er der grund til at tro, at han også vil levere varen.

Sprælske og pålidelige Magnus Povlsen kommer altid med dansk kvalitet, mens Marco Illemann kommer med tyngde sammen med lange Lasse Carlsen. Joshua Heerwagen er stadig i gang med at samle erfaring, og det er en lille dansk "backtrup" Rødovre kommer med. 

Der skal nok blive rigtig mange minutter til topbackerne, og på Rødovres vegne kunne man godt frygte, at defensiven er noget sårbar ved en skade eller to.

Dresler skal dosere korrekt og håbe det bedste. 

I angrebet kigger vi først på imports. Rødovre kan godt tillade sig at have store forventninger til Brady Vail, der så sent som i 2018/19 snittede et point i ECHL og har stor erfaring fra det nordamerikanske system. Samtidig har Mighty Bulls hentet Brendan Harms i SønderjyskE.

Han viste sig i fjor som pålidelig og hårdtarbejdende og er af samme kaliber som Welychka og Cheek, der har forladt Rødovre for andre destinationer. 

Johan Lundgren var i sidste sæson assisterende kaptajn for Kristianstads IK i Allsvenskan, og det siger vel noget om en vis kvalitet, mens den anden svensker Julius Persson har 0,4 point med sig fra over 200 kampe i Allsvenskan. 

Det ser faktisk slet ikke så ringe ud på importsiden i Mighty Bulls generelt.

Et er naturligvis individuel kvalitet, holdet skal også spille og det er en af Dreslers udfordringer at få Mighty Bulls-mandskabet spillet sammen.

Philip Schultz tog til Esbjerg, men lidt overraskende lykkedes det til gengæld Rødovre at hente Jonathan Brinkmann over bælterne. Unge Brinkmann vil have spilletid, og får han det, kan han blive et af de store unge gennembrudsnavne i den kommende sæson.

Nicklas Carlsen er ny kaptajn, og skal håbe på at fysikken stadig kan holde til en hel sæson, og han har ikke frygtelig meget rutineret dansk blod med ind i forwardlinjen.

Det skulle lige være Oliver Kjær, der trods sine blot 21 år formentlig har en hel del forventninger på sine skuldre. 24 point i 40 grundspilskampe i fjor var slet ikke dårligt. 

Nicklas Carlsens lillebror Magnus er en teknisk dygtig fyr med godt potentiale, mens Frederik Kaels også er på vej ind som etableret Metal Liga-spillere. Det samme gælder for Jesper Bøgh Horsted, mens Maksim Popovic med sin kolossale arbejdsindsats allerede i fjor viste gode takter. Alberto Pison er ny i gamet og et ubeskrevet blad. 

Også i angrebet er det spinkelt med folk og spørgsmålet er, om "de unge vilde" skal have et år for at få hår på brystet, inden Rødovre for alvor bryder igennem og måske en dag igen bliver tophold. 

En anden stor opgave for Thor Dresler er at få begejstringen tilbage i arenaen, og det tror jeg faktisk godt han kan, for Mighty Bulls anno 2021/22 ser på papiret ret publikumsvenligt ud. Mange kompetente imports og unge danskere, der skal vise glæde og fart og fighte "røven ud af bukserne". 

Måske skal Dresler satse stenhårdt på den første del af sæsonen og spille med om en plads i Metal Final4. Rødovre-folket trænger til at være med et sted, hvor det er sjovt efter mange sæsoner i den grå masse af (næsten) ingenting. 

 


FØR SÆSONEN: Odense Bulldogs Rødovre Mighty Bulls har valgt ny kaptajn