Herning grundlagde 5-3-sejren over Esbjerg allerede i første periode. Fem forskellige målscorere for hjemmeholdet, mens ikke færre end tre spillere forlod isen før tid for gæsterne.

Herning Blue Fox - Esbjerg Energy: 5-3 (4-0)(0-2)(1-1)

Det var givet på forhånd at Miska Humaloja ikke stillede til start denne aften, men det var en overraskelse at ej heller Patrick Madsen, Lukas Lundvald, Brett Perlini, Mads Christensen eller Mathias Bau ej heller linede op på blå linje. Tristan Pomerleau var til gengæld tilbage for midtjyderne, ligesom Philip Larsen var det for gæsterne.

Kampens første gode chance tilfaldt Oliver Kjær der i en halv breakaway fik sendt en afslutning snert forbi den nærmeste opstander. Herning kom ellers spillemæssigt bedst fra start i kampen og da man fik et powerplay var man skarp fra start.

Andris Dzerins satte bladet på håndledsskuddet fra Kevin Tansey, og så stod der 1-0 til Herning. Der var godt fyldt op i Kvik Hockey Arena, også nede i gæsternes hjørne, der inden kampen hyldede 50-års dagen for Hernings første danske mesterskab.

Jubelen og festen på lægterne steg yderligere et par grader da Morten Poulsen kort efter øgede til 2-0. Et pucktab på egen blå linje gav Poulsen og From en to mod en-situation, og bedst som man troede kaptajnen skøjtede sig selv skakmat, sendte han en præcis baghånd op i nettaget.

Rasmus Bjerrum måtte kort efter blødende skøjte i omklædningsrummet efter et sammenstød med Frederik Brændgaard. Det blev dog ikke skønnet at sidstnævnte lavede en forséelse og holdene spillede derfor videre.

Det skulle også blive til 3-0 for Herning, der i øjeblikket synes at ride på en bølge af selvtillid. Inden kampen havde de færreste vel spået at Gordon Ballhorn ville sætte staven på et fladt skud fra Morten Poulsen, og pucken efterfølgende suse op i det lange hjørne. 

Esbjerg havde dog enndnu masser af tid til at kæmpe sig tilbage og man stod markant stærkere i bredden end hjemmeholdet, der manglede fem ud af de ni første offensive navne på det optimale holdkort.

Herning var dog flyvende og scorede på det hele i de første 20 minutter. Christian Mieritz scorede ligesom Ballhorn sit første mål i Blue Fox-trøjen, da han hamrede pucken i krydset efter en vunden face-off. En mareridtsperiode endte for gæsterne med en udvisning som altså sendte Herning i powerplay fra anden periodes begyndelse.

Esbjerg slog tilbage

Herning blev lukket ned, og Mathias Seldrup tog revanche for en skidt første periode med en flot redning på Mathias From, der ellers strøg alene igennem da gæsterne igen var fuldtallige.

Perioden udviklede sig efterfølgende en smule mere rodet og specielt Herning gik en smule ned i kadence. Det førte også til Esbjergs første forsøg i powerplay. hvor Philip Schultz bød sig til med to giftige forsøg. 

Esbjerg var dog langt bedre med i denne periode, og man tilkæmpede sig også endnu et powerplay kort efter. Denne gang lukkede Herning effektivt af ligesom man havde marginalerne med sig, da Philip Larsen fra klods hold smadrede pucken på opstanderen. 

Målet hang i luften og det blev også en kendsgerning da Cam Brown sendte reduceringen på tavlen. Målet faldt efter et pucktab i offensiv zone og amerikaneren var stensikker i sin afslutning.

Endnu en reducering faldt et par minutter før pausen og lod publikum vide, at endnu intet var afgjort. Philip Schultz, en af Esbjergs bedste i denne sæson, sled sig igennem og fik akkurat sendt pucken i mål efter at have rundet Mac Carruth.

Et powerplay til Herning kom derfor ganske belejligt og tjente mere som et pusterum for hjemmeholdet end et egentligt forsøg på at udbygge føringen. Jeff King dræbte den resterende momentum for gæsterne, da han tog en dum udvisning ligesom Søren Nielsen skøjtede før i omklædningsrummet efter pucken blev styret op i ansigtet på ham.

Herning genfandt fodfæstet

Andris Dzerins havde et godt forsøg tæt under mål, men Esbjerg klarede frisag og havde stadig masser af tid til at levere et comeback af de større.

Og sandelig om ikke Philip Schultz maste pucken i mål, men det lignede umiskendeligt et skøjtemål, og dommerne måtte ud og kigge nærmere på sekvensen. Målet blev annulleret, men man fornemmede at Esbjerg for alvor lugtede blod.

Derfor fulgte et par vigtige minutter hvor Esbjerg enten ville komme helt tæt på eller hvor Herning fik sat en prop i den vestjyske modoffensiv. Blue Fox lykkedes umiddelbart bedst med missionen hvor man fik held med et par lange angreb og på den måde fik slået tid af klokken.

Et powerplay til gæsterne var en oplagt chance for at ryste Herning for alvor, og man fornemmede da også den tydelige lettelse i hallen da værterne overlevede de to minutter i undertal.

Esbjerg forsøgte ihærdigt at få etableret sig i offensiv zone, men de blev mødt af en mur i midtzonen og et Herning hold der klinisk chippede pucken ud af egen zone.

En stærkt blødende Henrik Mærsk måtte som den tredje spiller forlade isen før tid, og han efterlod sig en større blodpøl på isen i Kvik Hockey Arena. Igen var der ikke tegn på urent spil, men snarere sort uheld.

Esbjerg trak målmanden med godt tre minutter tilbage, men måtte alligevel kapitulere til Mathias From der med ren speed overløb defensiven og lagde pucken i mål til 5-2. 

Med ét minut tilbage reducerede Juuso Walli og Esbjerg tog deres time-out. Mathias Seldrup tog turen fra målet for anden gang, men nærmere kom Esbjerg aldrig. Dermed bevarer Herning spændingen om den samlede sejr i grundspillet.


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herlev Eagles-Rødovre Mighty Bulls Rødovre spolerede Herlevs fredagsfest