Alexander True og Joachim Blichfeld er bedste venner og har i perioder boet sammen under opholdet i San Jose, hvor de begge har spillet AHL for Barracuda og altså i sidste sæson begge debuterede for Sharks i NHL.
Alexander True fik 12 kampe i fjor, mens Blichfeld måtte nøjes med tre kampe i 2019/20-sæsonen. Men de krydsede ikke "hinandens kampe" og nåede derfor ikke at spille sammen.
For et par dage siden fik Alexander True sæsondebut i NHL i 2020/21, mens Blichfeld i nat/tidlig morgen dansk tid fulgte efter.
De to gutter spillede i Sharks' fjerdekæde, og fik dermed en stor drøm opfyldt. Nemlig at spille sammen i NHL.
Begge spillere har tidligere i sæsonen spillet i Metal Ligaen og tæller vi Patrick Russell med i regnskabet, så har hele tre danske spillere altså nu BÅDE spillet i Metal Ligaen og NHL i indeværende sæson.
Det kommer næppe til at ske igen.
Joachim Blichfeld siger i den netop udkomne bog "Danskerne i NHL - en liga for sig" om muligheden for at spille sammen med Alexander True:
- Nu har jeg fået drømmen om debut i NHL opfyldt og selvfølgelig drømmer jeg om mere. Min roommate Alexander True fik også debut for Sharks i 2019/20-sæsonen, men desværre nåede vi ikke at spille sammen. Vi har en aftale om, at vi simpelthen skal have taget det billede sammen, hvor vi begge to står efter en NHL-kamp i Sharks-uniformen. Det kunne være så fedt, lød det fra Blichfeld.
Nu lykkedes det - som det kan ses på artiklens billede.
Den store drøm udmøntede sig ikke i en sejr. San Jose tabte i nat til Colorado med 0-4 og Blichfeld fik 5.21 minutter på isen, mens True fik 6:34 minutter.
Og desværre for Joachim Blichfeld fik han også en match penalty - altså en bortvisning - for en tackling på Colorados Nathan MacKinnon sent i kampen. Se episoden her: